em
ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl.

Bai kom til og kobte ogsaa.

Huus havde kobt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun
gav ham en Honningkage.

-Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte....

-Madam, raabte han op. Et Hjerte her....

-Et Hjerte--min Herre--med Vers....

-Bai, sagde Katinka....

-Vi faar en Byge, sagde Huus bagved dem.

-Satan heller. Bai vendte sig fra Disken.

De forste Draaber faldt: Det bli'r en Skylle, sagde Bai.

-Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus.

-Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun.

Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skorterne over
Hovedet og lob af med Lommetorklaederne i Firkant over de nye Hatte.

-Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s'gu Klokkerne frem.

Pigerne stod rundt i Portene, blaastrompede og med de islandske
Uldklokker om Stolperne.

De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne for
skingrende afsted og lod sig gennemblode.

-Her er 'et, sagde Katinka.

-Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds--Manden var haes og pakket i
Uldtorklaeder--tre Gange--vaers'agtig--

-Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og
rystede sig og saa' ud.

Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvommelse over det
halve Torv. De letsaarede lob haltende rundt under Paraplyerne og
loftede Rendestensbraedder.

Rundt under Telte og i Porte stod det halvvaade Kvindekon og saa'
defekt ud.

Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man horte Regnens
tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa koligt.

Det var, som Katinka aandede op efter al Larmen.

-Hvor det gor godt, sagde hun.

-Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne.

-Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud i
Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske
Nederdele.

Katinka blev siddende. Hun folte sig som nyfodt herinde, alene med
Huus i Stilheden, under den faldende Regn.

-De spiller ikke, sagde hun.

-Nej--for Regnen....

De horte begge efter Regnens Fald.

-Den Stoj, der dog var, sagde hun.

Katinka vilde helst vaere blevet siddende der, stille, og have lyttet
efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun.

-Han sagde det.

Hun saa' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien.

Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i staerke
Farver.

-Hvor det er smukt....

-De