paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Froken
Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde
dem rundt paa Pladserne.

Marie-Pige kom ind i hvidt Forklaede. Hun gik rundt med sine egne
Presenter i Favnen og folte paa Genstandene rundt i Krogene.

Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Traeet braendte
stadig i sin Krog.

Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Traeet.

Bai halvkaempede med Sovnen og sagde:

-Man bli'r skakmat af den Festiveren, Froken Jensen, al den Juleglaede
maetter, sagde han.

De var alle dosige og saa' paa Klokken. De to Damer begyndte stadig
igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.

-Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden,
sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en
Stol under Pibebraedtet.

De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Traeet,
og var meget sovnige.

De var blundet ind et Ojeblik og for sammen op i Skraek ved en Knitren
i Traeet. Der var Ild i en Gren.

-Det er snart braendt ned, sagde Katinka og slukkede.

Lysene begyndte at braende ned et efter et, og Traeet blev morkt. De
sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Trae--kun et Par Lys
braendte svagt endnu.

De blev begge grebet af den samme stille Sorgmodighed ved at se paa de
sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhaevede det morke, dode Trae.

Froken Jensen begyndte at tale. Forst horte Katinka knap, hvad det
var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.

Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde taenkt saa meget
paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.

Hele Tiden--

Hun nikkede til Froken Jensen og lod, som hun horte til.

Froken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at
fortaelle sin Kaerlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i
Fortaellingen, da Katinka maerkede det og undrede sig over, hvordan
Froken Jensen kom til at fortaelle det nu og til hende....

Det var en ganske simpel Historie om en Kaerlighed, som ikke var blevet
gengaeldt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes
Veninde.

Froken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone,
Lommetorklaedet havde hun fremme, og en Gang imellem snoftede hun lidt
og forte det hen over Kinderne.

Katinka blev lidt efter lidt rort. Saa taenkte hun paa, hvordan det
lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun
allige