onen. Himlen var mork for forste Gang i lang Tid.

-Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt los Sne og tjattede det i
Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Faegtning en Stund.

-Der har vi ham, sagde Bai. De horte Toget som en fjern Brusen.

-Mork er 'en s'gu iaften, sagde Bai.

Stojen kom naermere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys
kom naermere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Morket som et
stort lysojet Bestie.

Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod
af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.

Klaprende gik det bort, ud i Morket.

-Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse
lidt.

Hun laenede sig op til sin Mand og strog Haaret mod hans Kind.

Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bojede sig ned og kyssede
hende.

Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.

Huus var gram mod Dyret, da han korte hjem i Slaeden. Af Pidsken fik
det, saa det fog, og Forbandelser i Tilgift,

Morkt var det, og der begyndte at komme Storm op.

Katinka kunde ikke sove. Hun vaekkede Bai.

-Bai, sagde hun.

-Hvad er der? Bai vendte sig.

-Det er et slemt Vejr....

-Naa, vi er jo ikke tilsos, sagde Bai; han halvsov.

-Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai.

-Aa, vor Herre bevar'es....

Bai sov ind igen....

Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det
Vejr. Det var saa morkt--og han var dog ny paa Egnen.

Hvor det var maerkeligt at taenke sig, at det kun var tre Maaneder,
siden Huus var kommet her....

Om han dog ogsaa var hjemme nu ... Katinka horte igen efter Vejret,
der tog til ... Han havde ogsaa vaeret bedrovet iaften--siddet saadan
hen--hun kendte ham--og set forknyt ud ... Noget maatte der vaere i
Vejen.

Noget var der i Vejen i den sidste Tid....

Men naar han bare var hjemme nu--saa--Vejret tog til....

Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand.

Anden Nytaarsdag var der Selskab i Praestegaarden.

Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem
alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik
Tungebaandet lost, naar de kom i Praestegaarden.

Familien Abel modte forst, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid
forsilde.

-Tiden lober fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os los fra
Reden.

Naar Froknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Friserkaaber
og skaendtes.