ndredvis. Det var Modejournalsfigurer, klistrede paa en
Traeklods. Hver havde Navn, skrevet paa Bagsiden, hver var sit--alle
blev de stillede op over det hele Bord. Og Komedien begyndte, mens
Moderen dirigerede.

De Dukker gjorde Selskab og de gjorde Visit.

De snakkede og de bukkede og de nejede.

Moderen blev rod af Anstrengelse og hun styrede og flyttede, med
Armene frem over Bordet.

Bornene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig
gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle.

-Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Froken Lovenskjold.

"Froken Lovenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevaege sig.
For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De
talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier. Snart
var det ved et Badested og snart var det i Paris.

Bornene saa til, som om hele Verden gik, fornem og fin, rundt der
foran dem paa Bordet.

Pigerne kom ind. De elskede at hore til. De forstod ikke et Ord, men
stod, ret op og ned, med Haenderne under Forklaederne. Naar der skete
noget sorgeligt med Dukkerne, saa graed de.

Men midt under hele Komedien floj Moderen op og alle Dukkerne blev
vaeltede--ned i Forklaederne, ned i Kasserne.

Det var Faderen, der kom hjem.

-Bordet ind, Bordet ind.

Piger og Born fik travlt. Moderen selv opgav alt af lutter
Forskraekkelse.

-Gud, at Bornene ogsaa er oppe endnu, sagde hun.

Og Bornene kom i Seng saa hurtigt, som sendtes de i Seng paa Hovedet.

Men Moderen sad midt i Sofaen med de to Mahogniskabe for Enden og var
saa forfaerdet, at hun maatte have Syltetoj og Tvebakker....

Hun klaedte ogsaa Pigerne ud.

Det var en Aften, hun var ene hjemme med Bornene.

Saa bankede det haardt paa Gaarddoren, og Jomfruen maatte gaa ud og
lukke op og kom skrigende tilbage:

-Der var en Vagabond ... der var en Vagabond....

Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg hojest. Fael var han,
og Bornene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det er
"store Marie".

-Mo'er, det er store Marie, skriger han.

Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie:

-Giv Nina en paa Oret.

Og Nina fik en Lussing, saa hun rog, af Maries Naeve.

Saa troede Bornene, at det var en Vagabond.

Men bagefter bod Moderen Mandfolke-Marie en Snaps, og den maatte hun
stikke ud, for nu var hun jo et rigtigt Mandfolk.

* * * * *

Hvide Hus, du hvide Hus, som en jublende Ska