ragede stille frem over
den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Morket.

-Her hviler man trygt, sagde Moderen.

Stier var banet gennem Sneen. Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i
Sneen stod Kirken, hvid og stor.

De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt.

Moderen og Tine gik forrest, Bornene traskede bag efter i Sneen.

Lys var der kun af Stjernerne over dem.

Tine og Moderen talte om dem, der var dode det sidste Aar og nu laa i
Graven. De talte om Sognefogdens Son.

-Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine.

-Det siger man.

-Og Gud ved, hvad de saa ved ham?

-Saa og saa?

Det var Moderen, der talte:

-Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for Blomster der er Honning.

-Ja, maaske.

-Der var vel Elskovsstof i ham, sagde Moderen, og hun tav lidt, for
hun sagde og saa hen for sig: Og ikke andet.

De blev ved at gaa: Kommer I Born, sagde Moderen.

Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendes
Stjerner, som hun gav de mange Navne:

-Tine, der er i Livet kun to Ting--Kaerligheden og Doden.

De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra.

-Men nu maa vi hjem, sagde Moderen.

De gik hjem, Bornene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alle
Huse var lukkede. Mennesker modte de ikke, og Hundene kendte dem.

Det var en af Moderens tunge Dage.

Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke taendt Lys, og Moderen talte ikke.
Hun satte sig kun ved det gamle Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem
det meget Morke, og hun sang:

Der kommer de Aar,
da vi bitterlig ved,
hvad Livet er vaerd.
Der kommer de Aar,
da vi miste maa,
hver Ting vi har kaer.

Faderen aabnede sin Dor, og Bornene saa hans hoje Skygge i den.

Der kommer de Aar,
da Tankernes Haer
er et Ligtog kun.
Der kommer de Aar,
hvor og Laengserne traet
gaar til Blund.

Faderen rorte sig ikke. Det var, som om han i det sorte Morke stod
som en sort Stotte.

Der kommer de Aar,
da Minderne selv
bli'r en Spot.
Der kommer de Aar,
hvor vi lever ej mer--
dode vi blot--

Faderen lukkede Doren.

Moderen for sammen ved Lyden:

-Hvem er det, spurgte hun.

-Det var Fader, svarede den aeldste Dreng fra Krogen:

-Mo'er syng den, vi ikke forstaar.

Men Moderen lukkede Klaveret.

Laenge blev det ikke aabnet mer.

* * * * *

Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen laeste.

Bogskabets Dor stod ikke laenger stille