e sig, sagde hun, og hendes
Altstemme farvedes blodere:

Naar i de lange Naetter
jeg ensom hviler
og ingen ser mit Ansigt
og ingen mine Ojne, der er torre--
da taenker jeg:
Hvis jeg var dod.
vilde Du dog komme
og knaele ned,
der hvor jeg hvilte,
og min Haand, som Du nu skyer,
vilde Du tage,
nu, den var kold,
og ind i mit Ore,
der ej kunde hore mer,
vilde Du hviske,
in Stemme fra den Gang:
Hvor jeg dog elskede Dig ...
Og den Dode vilde smile.

Moderen havde sat sig og med store Ojne stirrede hun frem for sig mens
hun havde foldet Haenderne om sit Knae. Saa sagde hun:

-Sig det igen, til jeg kan det. Ladyen lo.

-Du kan det allerede, sagde hun.

-Ja, det sidste.

Og meget mildt, naesten uhorligt, gentog hun de fremmede Ord, medens
hendes hvide Haender stadig var foldede over hendes Knae:

Jeg elsker Dig som Solen elsker
Aftnens gyldne Skyer,
der favner den og helt den favner,
mens stolt, en sidste Gang, den hilser
Jordens usle Herlighed og dor.

Alle tav lidt.

Saa sagde Lady Lipton:

-Men oppe paa sit Billede har han skrevet det Vers, jeg elsker hojest.

-Det kan jeg, sagde Moderen.

Og med en Stemme, naesten som nynnede hun en Vuggesang, sagde hun det
lille Vers fra Billedet--den fremmede og ukendte Digters Billede:

Som Planten visner,
for dens Rod er uden Vaede;
som Blomsten bliver bleg,
for Solen naa'r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen,
for Du har ej mig kaer.

De tav igen, til pludselig en af Ladyens Sostre gav sig til at le og
sagde:

Lille Born, det vilde ikke vaere saa galt at blive elsket af den unge
Mand.

Og de lo alle hojt, Moderen hojest, og de lob alle ud i Haven og de
kastede sig paa Graesset, saa Krinolinerne stod op om dem.

Aftenen var den lystigste Tid.

Veninderne havde Fyrvaerkeri med, og de satte Blaalys og Gronlys i alle
Buske, saa de var naer ved at stikke Ild i den ganske Have.

Moderen holdt Svovlstikkerne til og klappede i Haenderne.

Bornene saa til fra Barnekammeret i deres Natkjoler.

-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, raabte Moderen.

Fra alle Buske flammede det blaat og rodt og selv stod hun midt paa
Plaenen. Hendes hvide Ansigt var vendt opad og Haenderne havde hun
loftet.

Saa sagde hun pludselig:

-Men Stjernerne er dog skonnere.

Og mens de kunstige Lys langsomt sluktes, et efter et, og Busketterne
laa i Morke