de vide Marker og der, i Halvmorket, Landsbyens tavse
Lys. Himlen var dunkel og uden Stjerner.

Laenge talte ingen af dem. Saa sagde Moderen, der saa saa hoj ud i
Morket:

-Ved De, Tine, her skulde man fore de Mennesker hen, som lider.

Men lidt efter sagde hun--og hendes Stemme var ubeskrivelig traet--:

-Og alligevel, det kunde ikke nytte. Jeg tror, at Jordens Skonhed
forhojer kun Sjaelens Lidelse:

-Der er ingen Trost.

De gik videre over de halvmorke Marker. Klokkerne var hort op at
ringe, og der hortes ingen Lyd uden et Par Hundes Glam. Saa dode ogsaa
de bort.

-Lad os gaa hjem, sagde Moderen.

Men naar de kom hjem legede Bornene Cirkus i deres Natkjoler midt i
Dagligstuen.

Omegnens Praester kom til L'Hombre. De rullede ind i gamle Kalescher
med tykke og rodmussede Kuske paa Bukken, og Spillebordet kom frem i
Faderens Stue, hvor L'Hombren gik, mens man ikke saa' Haand for sig
for Rogen fra de lange Piber.

Gamle Fangel bandte og svor, saa det rystede i Reolerne og Mynsters
Betragtninger dansede. Bornene, der ikke kunde sove, lob ud af
Sengene, og fik Svedsker for at gaa i Seng igen.

Moderen spillede til paa Klaveret.

Inde i Faderens Stue blev de hidsigere og hidsigere, Toddyglassene
blev fyldt og gamle Fangel svor.

Morgenen kunde bryde frem, og Pastorerne spillede endnu.

-Nu tager vi det sidste Spil paa Graesplaenen, sagde gamle Fangel.

-Ja, gor det, gor det, sagde Moderen.

Pastorerne kom op fra Stolene--lidt usikre var de paa Benene--og de
drog ind gennem Dagligstuen.

-Herregud, sagde Fangel, saa ser man Vorherres Sol igen.

De vraltede ned ad Havetrappen og de fik Toddyglassene stillede paa
Plaenen, og de spillede, liggende paa Maven, mens de slog i Graesset med
de store Haender.

Moderen sad paa Havetrappen og lo og lo.

Men et Uldtaeppe lagde hun over gamle Fangel.

Folk fra Landsbyen kom op og begyndte at gaa forbi i Alleen.

-God Morgen, sagde de, og tog stille Hatten af for Praesterne.

-God Morgen, god Morgen, sagde gamle Fangel.

Men Solen kunde staa hojt og Pastorerne blev ved at spille.

* * * * *

Dagene blev kortere og kortere, og paa Traeerne tyndedes Bladene og de
allersidste Roser fros langs det hvide Hus.

Paa Vaeggen mod Syd hang kun Druerne fulde og store.

Moderen saa til dem hver Dag.

-I Morgen vil vi plukke dem, sagde hun til Tine.

Den naeste Dag fik hun en Stige frem og overst oppe, med en Kurv i
Haanden, plukke