de hun de rige Klaser.

Saa spiste hun og saa kastede hun en Klase i Hovedet paa Tine.

-Tag den, fang den, raabte hun.

Stigen blev flyttet, og hun plukkede og plukkede.

Alleroverst stod hun. For Spog holdt hun en Drueklase ind mod det
morkt-blanke Haar, mens hun loftede en anden i sin oprakte Haand.
Solen faldt paa hende og Druerne, der funklede, og paa det glinsende
Haar.

Forkarlen gik forbi og blev staaende. Saa kastede Moderen ham
Drueklasen lige ned i Ansigtet:

-Ja, dejlig kan jeg se ud, sagde hun, og hun gik ned ad Stigen. Hun
lod Stigen tage bort og Tine gav sig til at taelle Klaserne.

Moderen stod laenge og betragtede den nogne Vinstok.

Hendes Ansigt var som forandret:

-Nu er det forbi, sagde hun.

Hun gik ind, uden at aense Klaserne, og hun blev siddende laenge i sin
egen Stol ved Vinduet med Haenderne i sit Skod, i Morke.

Frem og tilbage lod derinde Faderens Skridt.

Ude i Kokkenet horte man Tine rumstere med Druerne og Folkenes
Stemmer, der skulde ind og domme om Hosten. Tine kom ind i Dagligstuen
og meldte, hvor mange Klaser der var.

-Det var jo mange, sagde Moderen.

-Ja, ti mere end i Fjor, sagde Tine.

-Ja, saa

I Gaarden var der ganske morkt.

Jens Rogter havde Lygte taendt, da han gik ind til Kvaeget.

Koerne brolede langt, idet han aabnede Doren.

Moderen rejste sig fra sin Plads. Som en Skygge gled hun gennem Stuens
Morke. Hun satte sig ved Klaveret.

-Er De der, Tine, sagde hun.

-Ja, Frue.

-Ved De, jeg har siddet og taenkt paa, hvor Menneskene kunde vaere
lykkelige.

-Men der er da ogsaa lykkelige Folk allevegne, sagde Tine.

Moderen loftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun:

-Der er nojsomme Folk, Tine, og det er sagtens vel det.

Tine sad lidt:

-Ja, der er nu saa mange Slags Lykke, Gudskelov, sagde hun.

Moderen sad en Stund, saa sagde hun:

-Nej, Tine, jeg har sagt Dem det for, der er kun en, og den er maaske
lykkeligst, som aldrig har kendt den.

-Det forstaar jeg ikke, sagde Tine.

-Jo, for den varer ikke.

Der var tyst en Stund, til Moderens dejlige Haender gled hen over
Tangenterne, og daempet, mens man i Faderens Dor saa Faderen som en
Skygge, sang hun:

Som Planten visner
for dens Rod er uden Vaede,
som Blomsten bliver bleg
for Solen naa'r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen
for Du har ej mig kaer.

Sangen horte op.

Ude var det Nat. Inde var der morkt.

Moderen rejste sig.

-Taend Lampen, Ti