paa sine Haender, og mens
Moderen lo, og Bornene foer rundt--den aeldste Dreng drak Slatterne af
Glassene--deklamerede hun stille ud i Luften et Digt fra en gammel
tysk Almanak.

-Sig mer, sig mer, sagde Moderen.

Og Jomfru Stine blev ved at deklamere, med sin Mandfolkerost--det lod,
som hun messede.

Sognefogedens Kone havde rejst sig.

Tavs gav hun Haanden til Afsked, og Moderen fulgte hende til Haekken.

De andre Madammer fulgte efter, og Moderen sagde til Tine:

-Tag det bort.

Hun pegede ud over Glas og Tallerkener, og tavs tog hun Plads inde ved
Lysthusets inderste Vaeg.

-Ogsaa alt det, sagde hun.

Hun mente Gaverne, og hendes Stemme lod, som kun det at se dem gjorde
hendes Ojne ondt.

Tine gik omkring og tog alting bort.

Bornenes Stemmer hortes inde i Gaarden....

Da Tine kom tilbage, sad Moderen og laeste i en gammel Bog.

Tine satte sig stille hos hende.

-Hvad laeser De? spurgte hun.

-Et Digt, sagde Moderen.

-Hvad for et?

Moderen vendte Bogens Blad, og, som om hun laeste for sig selv, gentog
hun atter Digtet:

En saelsom Drom har jeg haft:
I Orknen var jeg.
Det var kun Sand og Sand,
og intet uden Sand.
Men da, et frygteligt Syn
mit skraemte Oje saa':
Orkensens Rovdyr kom
i et endelost Tog.
Forrest Loverne gik
med hvide Taender;

Tigre og Pantre der kom
med de plettede Skind.
Men bagest Hyaenerne skred,
hvis syge Attraa er Aadsler.

Menneskets Drifter det var,
der afsogte Orkenen.
Men Drommen skifted.
Og ene jeg stod
paa en maegtig Mark.
Men denne Mark var Jorden.
Og over den ganske Jord
et eneste Morke laa--
mens frem i Morket
lofted sig et Kors, saa stort,
som vilde dets vaeldige Arm
favne baade Himmel og Jord.
Stille der var.
Kun nu og da
fra Korset en Draabe der faldt,
og atter stille der blev,
til den naeste Draabe den randt,
og der igen blev tyst,
til den naeste Bloddraabe faldt.
Dit Blod det var, Korsfaestede Menneskehed.

Moderen lukkede Bogen.

Med Hovedet stottet mod sit Lysthus' Vaeg stirrede hun, hvid og stum,
ud i Sommeraftenens Skonhed.

-_Tine_, sagde hun pludselig, og det gav et Ryk i Tine, for Moderen
havde sagt hendes Navn naesten ligesom en, der kalder til Hjaelp.

Men Moderen blev siddende som for, og hun hviskede blot nogle Ord,
Tine ikke forstod:

"Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun.