Og hun tav igen.

Efter en Stund sagde hun:

-Tine, ved De, hvad der er sandt--hvis man kunde se ind i min Sjael,
ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem
alt Bohavet derinde, ikke finde et Onske, ikke noget eneste Haab, ikke
blot Skyggen af en Drom--

-Saa var det bedre at do.

-At do, Tine, er heller ikke det svaereste--det er meget svaerere hver
Dag at forsoge paa at leve....

Tavs blev hun siddende, med Haenderne om sine Knae; og, hviskende som
for, bevaegede hun Laeberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte:

I sit stille Kammer,
i sit stille Kammer
ligger mit Hjerte--
ligger mit Hjerte lig.

Og ingen graeder
over det dode Hjerte:
thi det blev kun
elsket af Een.

Men den, der selv dode
paa sit Hjertes Dodsdag,
kan ej graede
ved sit Hjertes Lig.

I sit stille Kammer,
i sit stille Kammer
ligger mit Hjerte--
ligger mit Hjerte Lig.

* * * * *

Der blev ikke sunget mere om Aftenen, og Bornene fik aldrig Lov til,
for de skulde i Seng, at danse i deres Natkjoler i Dagligstuen.

Tanterne var komne.

De benyttede Stedet som et Efterkur-Ophold, naar de kom fra
Badestedet.

De var lavt-talende, ranke som Lys, og bar altid Halvhandsker.

De ejede en uendelig Omhu for Foret og de medforte bestandig Paraplyer
af Hensyn til Mulighed for Regn.

-Kaere Du, sagde de til Moderen, en vaad Strompe paa saa meget som en
halv Time, og man kan ha' sin Bronchit, der varer i Uger.

Moderen, der under Efterkur-Besoget var hvid af Angst, sagde Ja til
alt og gik i Barege-Kjoler. Egentlig taenke gjorde hun kun, Dagen lang,
paa en eneste Ting, om Bornene nu igen havde bragt Uryd i
Tanteregimentet af Galoscher.

Tine saa hun om Morgenen.

Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset under
Tante-Kurene. Moderen og hun modtes i den Tid naermest som et Par
Smuglere. Men om Morgenen maatte hun vaere der for at faa Moderen op.

De to Tanters Kur fordrede, at de var af Sengene Klokken syv, og de
var praecise som et Domkirkeur.

-Nu #maa# De op, sagde Tine.

-Ja, kaere De--hvad er Klokken?

Moderen elskede sin Seng og den Frihedstilstand at vaere i Natkjole.

-Men nu maa De op.

-Ja--

Endelig kom hun af Sengen.

Naar hun kom ned til Tanterne, var hun i stort hvidt Forklaede og saa
ud, som havde hun raadet sit Hus fra Klokken fem, da Kaernen begyndte
at gaa.

De to