ys,
og fagert kan Maanens vaere,
naar det en stille Nat
gyder sig langt
over en rindende Flod.
Skont er Solens Lys.

Skonnest er dog
det Elskovens Skaer,
der gaar over den Elskendes Ansigt
naar han, uden at vente det, hastigt,
den Elskede ser.

Men som Sol gaar ned
og lader al Jorden i Morke
Saa slukkes og Elskovens Lys
--og det er Nat

Ak, men Gud Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
det sluktes for alle Tid.

Der er ikke Tanker om,
at Mennesker sviger;
der er ikke Tanker om,
at Mennesker, de blev forladt.
Det er kun Elskovens Lys,
der pludselig sluktes--
og det er Nat.

Skont er Solens Lys
og Sol rinder alle Dage:
alle kan Solen se.
Men _den_, der aldrig saa
Elskovens Lys
taendes og slukkes brat,
_han_ kender ikke til Dag
og han ved ikke af Nat.

Sangen dode hen.

-Hvor den Vise er kon, sagde Tine.

-Den er vist sand, sagde Moderen.

Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i Morket:

-Ja, Kaerligheden, det er no'et, man ikke taenker over. Den kommer.

-Og gaar, sagde Moderen.

-Ja gor 'en, sagde Madammen saa stille fra sin Krog.

Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle:

-Ja, lille Frue--se, det er vist ret. Den kommer og den gaar. Men der
er maaske ogsaa dem, for hvem den lukker Doren, fordi de, naar den
ikke er hjemme, ikke giver Stunder og venter ... til den kommer
igen....

Moderen svarede ikke.

Men lidt efter sang hun igen--og da var hendes Ansigt vendt opad og
blegt i Morket; der kunde over det Ansigt komme noget, saa hun
lignede den Korsfaestede--:

Ak, men Guds Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
sluktes for alle Tid.

-Tine, sagde hun, og hendes Stemme lod pludselig muntert: nu vil vi
gaa ind paa Kirkegaarden.

Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid med
Tine og med Bornene i sine Haele.

De fik Tojet paa, og de gik gennem det skinnende Kokken ud i Haven.

-Godnat, sagde de Gamle. De stod i Kokkendoren.

-Godnat.

Haven laa snedaekt. Der var Rim over Traeerne. I Kulden glimtede dens
smaa Stjerner.

-Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine.

-De er daekket til, svarede Tine.

De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden.

Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors