-Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen.

-Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine.

Moderen saa laenge paa de svagt vajende Popler; de stod saa strunkt mod
Himlen.

Saa sagde hun sagtere:

-Mon Pinjer ser meget anderledes ud?

De rejste sig begge. Paa Gaardstrappen modte de Faderen.

-Hvor Du er rodmusset, sagde han, for Moderen var ganske rodkindet
endnu.

-Aa, ja, sagde hun og pustede, jeg har ogsaa lobet lige fra Smedens.

Det var morkt i alle Stuer, hvor alle Dore stod aabne.

-Saet Dem her, Tine, sagde Moderen, og Tine satte sig, med Hovedet mod
Klaverstolen, ved hendes Fodder.

Moderens Fingre lob hen over Tangenterne:

-Det er underligt, men det er, som jeg ikke kan taale at vaere glad
mere end en Time ad Gangen.

Lobene blev til et Forspil, og Moderen sang:

Hvert et Barn, der fodtes,
det fodtes kun til Nod.
Og spirer der et Blad,
det spirede kun til Dod.

Hver Elskovsrus, der fanged os,
bar Smerten i sit Skod.
Hvert Elskovsord, der naar os,
har mistet alt sin Lod.

Hvert Lykkespind, vi spandt,
det brast, imens vi spandt.
Da det forste Kys han gav,
hans Tanker en anden gjaldt.

-Hvor den Sang er sorgelig, sagde Tine.

Moderen sad lidt, saa sagde hun:

-Men, ved De, hvad jeg vilde onske, Tine?

-At jeg kunde skrive en Sang saa sorgelig som Livet.

Hun tav igen, mens de hvide Haender lyste over Tangenterne:

-Men det er vel betaenkt, at Lykke, det har ikke noget Flertal.

-Ja, det er saert.

Moderen hvilede Hovedet i sin Haand:

-Nej, sagde hun, for der er kun en.

Faderen gik gennem Stuen, gennem Morkningen som en Skygge.

-Skal I ikke ha'e Lys? sagde han.

-Nu taender vi, svarede Moderen.

Og Tine taendte Lamperne.

-Saa laegger vi Kabale, sagde Moderen, og hun begravede sig i Kortene
timevis.

-I Kortene moder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun.

Tine saa til, indtil hendes Ojne blev tunge af Sovn.

Inde i Stuen ved Siden af horte man uophorligt Faderens Skridt, frem
og tilbage, frem og tilbage.

* * * * *

Foraaret kom.

Paa kolde og klare Aftner flakkede Moderen om med Tine, hen over
Markerne med deres spaede Gronne, op paa Bakker, op paa Hojder, hvor
hun saa vidt.

Der elskede hun at staa.

Luften var endnu kold og bed i hendes Kinder, mens Solen gik ned i et
blegnende Rodt. Hun stod, med den loftede Haand over Ojet, rank mod
Himlen, som spejdede hun efter Vaaren, der