kom.

Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af
Violer, der duftede. Og i Kokkenhaven kom der fine Blade paa
Stikkelsbaerbuskenes lange Raekker.

Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og
blank--Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne,
stanse Tine og Bornene.

-Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.

Vaarsaeden piplede frem i et gronnende Mylder, mens Rugen stod, strunk
og rank, og fyldte Aftenen med det unge Gronnes staerke Duft.

Ogsaa Traeerne fik Blade, og alle Knopper brast, mens Luften laa maet og
tungere; og den forste Damp steg op af den levende Jord, mod et
Himlens Blaat, der farvedes dunkelt og morkere.

Moderen havde Vandresyge.

Hun gik og gik.

Pludselig kunde hun stanse:

-Tine, sagde hun, det er, som Jorden stonner.

I Haven sprang Liljerne frem. Hoje og ranke krydrede de den skumrende
Nat med deres sodlige Aande. Fra Dammen steg Emmen op, maettet med
Muldens Duft, som den hede Strom af Jordens Aandedrag.

Om det hvide Lysthus snoede Rosenrankerne sig glinsende, og Bladene
foldede sig ud, mens de spredte deres sanse-ramme Vellugt.

Og over alt, paa alle Tage, floj de hvide Duer sammen, mens i Popler
og Buske Fuglene kaldte paa hinanden.

-Lad os gaa laengere, sagde Moderen.

Hun gik med Tine bag om Kirken gennem Lunden--Paradis kaldtes den--op
paa Hojen.

Moderen plukkede, tavs, en Buket af duggede Blomster.

Alt var blevet gront og fra Marker og Lunde og alle Kaerene steg en
dirrende Dis op mod den morknende Himmel.

Huse og Gaarde saa de ved deres Fod og de hvide Kirkers Linjer, der
var ligesom vidskede ud i den svangre Fugtighed af Jordens Em.

Moderen saa op mod den hvaelvede Himmel og hun sagde:

-Stjernerne, Tine, vil ikke se det.

De gik tilbage gennem Lunden:

-Hvor Luften er tung, sagde Moderen.

-Det er Hylden, sagde Tine.

-Lad os gaa ad Kirkegaarden, sagde Moderen.

De aabnede Laagen og de traadte ind.

Alle Buske bugnede af Lov, mens Buksbommen i Haekkene lyste.
Blomsternes Duft laa som mere taet bag de hvide Mure. Rundt om stod
Korsene tavse.

Moderen stansede ved Kors efter Kors. Og ud i den maettede Luft laeste
hun sagte Korsenes Navne og Indskrifternes Ord:

"_Mig ske efter dit Ord_."

Og hun gik videre:

"_Kaerlighed er Lovens Fylde_."

Hun gik frem langs Gangen, og hun bojede Liljerne bort, som taalte hun
ikke deres Duft:

-Nu har Sognefogedens hojnet Graven, sagde Tine