un vidste ikke selv, at hendes Haender lidt efter lidt udviskede
Blomster-Navnet paa hendes Dug.

Saa saa' hun Faderen, der fra Haekken kom hen imod hende:

-Tak, min Ven, sagde hun og tog hans Haand. Og de stod et Nu foran de
mange Gaver--begge tavse.

Saa gled Faderen bort, hen imod Lunden.

* * * * *

Klokken fem om Eftermiddagen ankom Stedets Befolkning. Tine havde
vaeret hjemme at hente Degne-madammen, der bar en Sandkage, indsvobt i
et hvidt Hovedklaede.

Naar Familjen Jespersen havde set Degnefamiljen dreje om ved
Sognefogedens Gaard, satte Madam Jespersen sig i Bevaegelse med de to
Dottre.

Madam Jespersen bar over sin Hojtids-Paryk en diademlignende Hat,
hvori der tronede to uaegte Strudsfjer.

Froken Stine var ifort en sort Damaskes Kjole, der gav en det Indtryk,
at i denne Indbinding var hun konfirmeret. Det var iovrigt saeregent
for Froken Stines Kjoler, at de altid saa' ud, som var hun vokset fra
dem ved Haandleddene og forneden.

Fruens Fodselsdag var--ud over de lovbefalede Ferie- og Festtider--den
eneste Dag, hvor Froken Stine tog sig fri.

Hendes Gave var en Flaske Eau de Cologne, som Moderen bagefter i
Stilhed heldte paa to Smaaflasker og bortskaenkede i Borgestuen.

Froken Helene var i lyst og vaever som en ung Ged. Hendes Present, der
var indsvobt i rosa Silkepapir, bestod af et Kanavas-Broderi, hvis
Indfatning ventede paa Sadelmageren.

Froken Helenes Presenter blev regelmaessigt, det paafolgende Efteraar,
skaenkede Sonderborgs Bazarer til Bortlodning.

Sognefogedens Kone var forste Gang ude efter Sonnens Dod. Hun var
hojtidelig som en Salmebog. Hun havde om Morgenen sendt en Krukke
Smor.

Af Mandfolk var der ikke et eneste.

-Fritz, sagde Moderen, paa min Fodselsdag ialfald vil jeg vaere fri.

-Et eneste Mandfolk er nok til at virke forstyrrende paa Sladderen.

Familjen Jespersen tog Plads midt i Lysthuset, hvor Fru Jespersen,
uden at sporge, i et Nu, havde undersogt Gaverne.

Froken Stine trykkede sin Mandfolkemund saa haardt mod Moderens Kind,
saa det gjorde naesten ondt.

Og genert, mens hun mumlede noget, der halvt var en Lykonskning og
halvt en Undskyldning, stak hun Eau de Cologneflasken ned i Moderens
Lomme.

-Ach Gott, sagde hun, og hun vidste vel knap nok, hvad hun selv sagde,
was ist wohl's Leben.

Froken Helene var lutter ungdommelig Urolighed.

Der var ikke den Gave, som hun ikke graciost provede paa sig selv.

Degnens Kone,