ie fra Frederiksborgs Kanaler. Kongen og
hans Frue var ude at ro. Saa blev hans Majestaet Frihedskongen
pludselig rasende.

-Smid hende i Soen, raabte han:

-Smid den Kaelling i Vandet, skreg han.

Folkene tovede.

-Saa for Satan--smid den Maer i Soen, kommanderede Majestaeten.

Og Majestaetens Frue "maatte i Soen" og vade til Bredden.

Moderen lo som besat.

Derovre blev de ved at synge. Det lod saa bedroveligt:

Men vel Enhver, som Haabet grunder,
paa, hvad kun Engles Ojne saa,
hver Sjael, som til det Heje stunder
og Verdens Glimmer tor forsmaa!
Til dem kom det fra oven ned,
som blomstrer i al Evighed.

-Ja, sagde Degnens Madam midt i Grevinde-Snakken--hun taenkte paa
Gravsalmerne--:

-De maa jo synge dem--for Kordrengenes Skyld.

Men Moderen vidste meget mere om Grevinden og Hans Majestaet.

Hun blev ved at fortaelle.

Hun fortalte, hvordan Kongen i et Statsraad havde kastet
Statsraadsprotokollen lige i Ansigtet paa Konseilspraesidenten og den
var flojet lukt forbi Oret af Justitsministeren. Men vaerst er det med
Grevinden.

-Svigerfa'er si'er, hun lurer ved Doren under Statsraadsmoderne.

-Og bag efter gi'er hun Berling Rapport.

Det blev stadig til Kroniker om Grevinden.

Degnemadammen sad og horte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de
paa Faedrelandssangene. Gamle Degn satte altid hojere i, naar han
naaede til "Faedrelandet".

-Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden.

Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise
Rasmussens Dygtighed:

-Med den Grimhed, sagde hun: kaere Born--

Ovre i Skolen var det som Bornene var vaagnede. Klingert lod det med
Bassen forrest:

Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang;
hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang?
en hojbaaren jomfru, en aedel Kongebrud,
og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud--
og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.

-Syng med, Born, sagde Moderen og satte selv i. Den gamle horte det
derovre og staerkere kom Melodien. Moderens klare Rost lod over alle de
andre:

Hun laegger os paa Laeben hvert godt og kraftigt Ord
til Elskovs sagte Bonner, til Sejrens stolte Kor;
er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst,
hun skaenker os Tonen, som lette kan vort Bryst.

-Hvor er 'et kont, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger.

-Det er det, sagde Moderen og hun lo og lob ind i Storstuen:

-Nej, nej