e tit over til Smedjen om Sondagen. Saa var der
saa stille og lunt fredeligt, og Vaeggene var Vaegge som alle andre og
Doren var bare en Dor og Stenene Sten, mens Smeden selv kun var blevet
en hvid og rigtig Mand, som, glad og stor, sad udenfor Krolaengen.

Han sad og saa paa dem, der gik i Kirke.

Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den
rode Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de
sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Baelgenes sorte
Spogelser.

Til hojre kom man til Skolen. Den ligesom stottede sig saa venligt op
til Kirken, laenede sig til den og hvad dens var.

Trappen til Skolen var stroet med Sand. Doren til Huset var saa lind
paa sine Haengsler. Straks i Gangen skinnede alting. Vaeggene, Gulvet,
Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Gronsaebe til at skinne
under sine Haender som Degnens Tine.

Tilhojre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Bornene sad
i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og
Kvindfolk i Kirken. De svedte og de duftede over al den Kundskab.
Gamle Degn rog Pibe til med staerk Tobak, og svedte med. Han svedte
altid, og altid holdt han Kakkelovnen gloende.

Naar Moderen kom ind i Degnegangen, loftede hun paa Skoleklinken:

-Godaften Degn, sagde hun:

-De har det lunt.

-Goddag, Goddag, svarede Degnen.

Men Bornene floj op paa de rode og sorte Hoser.

-Ja, det lumrer, sagde Degnen, med de mange Smaarumper.

Moderen lukkede Doren. Paa den anden Side Gangen havde Tine allerede
hort hende og faaet Stuedoren op:

-Nej, men kom dog ind, raabte hun, vi har da Varme.

Der var altid Varme i Skolen.

-Vor Herre bevare os, hvor det lumrer i Skolen, sagde Moderen, der
faldt ned i en Stol. Ingen Stole var saa lette at falde ned i, som de
hos Degnens. De var saa brede med udsvajede Arme, som stod de bare og
laengtes der efter Godtfolk.

-Det er Bornene, sagde Tine.

Hjemme paastod Moderen, at Gamle Degn lumsk lumrede med.

Men inde i Stuerne duftede der af Rogelse og gamle Rosenblade og
Renlighed.

Degnemadammen kom frem i Kokkendoren:

-Nej, at De kom, sagde hun og nejede.

-Vor Herre bevare os, vi kommer her de seksten Gange om Ugen.

Moderen var allerede ude i Kokkenet. Hun maatte se det. Degnens Kokken
var hendes Fryd og hendes Forbavselse. Saa mange Kobberkar og saa de
kunde skinne--Pander og Gryder og Potter op langs Vaeggene.

Kaffekanden havde Mave og var altid paa.

-