delse og sige til
hende:

-Hanne, vil De vaere saa god at lukke Doren.

Drengen gjorde det med en graadkvalt Rost, hvorpaa Tyendet blev
bortsendt.

En vis Hoflighed mod Underordnede blev efter den Dag--for der var
ingen af dem, der kunde mindes, at Faderen havde revset nogen af
Bornene--noget, der gik dem over i Blodet.

-Det er iforvejen haardt nok at vaere tjenende, sagde Faderen.

Maaske gjorde Bornene sig i Anledning af det "haarde", i Stilhed
adskillige kritiske Tanker: for i Hjemmet var der ingen, som regerede
uden dem, der tjente.

Tine fra Skolen, der var den sunde Fornuft, sagde, naar Moderen
klagede:

-Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at vaere i Lommerne paa
de gamle.

-Kom, sagde Moderen til hende, lad os gaa lidt ud.

De tog et Par Sjaler paa og gik ned om Laagen ind i Haven til den
islagte Dam. Langs Bredderne laa Sneen mellem det halvvisnede Graes.

Ude bag Poplerne bredte sig de store Enge.

Pludselig blev Moderen sorgmodig, og hendes skonne Stemme lod som en
Klage.

-Hvor her var smukt i Sommer, sagde hun.

Langt og bedrovet saa hun ud over Engenes Is og Sne, hun, der elskede
den lune Vind og Solen.

Hun stirrede paa Lysthuset med de hvide Sojler. Paa hendes Fodselsdag
i Juni var de Sojler altid omvundne med Kranse.

-Jeg oplever ikke mange Somre, sagde hun.

-Vist saa, sagde Tine.

Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagte
Enge:

-Nej, sagde hun, og hun begyndte at graede, hun, som elskede det lyse
Liv.

* * * * *
Moder, du som bojede dit Hoved,
da Sorgen kom,
og lukkede dit Oje
da Skumringen brod ind
for dig og for os alle--
Moder, du,
der slynges endnu Roser,
Blomster, Roser
om de hvide Sojler--
Roser, Blomster,
Moder--
for de andre.

Men du kunde ikke
leve i Vinter;
ikke naar Jorden
og ikke naar Hjertet var dodt.
Du gik.

Og dog og dog
blomstrer der glodende Roser--
Roser, Roser
blomstrer dog for de andre.

* * * * *

Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke laenger, da bojede Gaden om
paa Kirkepladsen.

Der laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodoren
gron, mens Kirkens Port var sort.

Til venstre var Smedjen. Den var saa maerkelig firkantet, ligesom med
en sort Kalot paa til Tag. Men inde i Smedjen var der Nat og Flammer.

Den aeldste Dreng listed