Den kommer aldrig af Torvene, sagde Moderen.

-Aa nej, sagde Madammen, her kommer jo saa mange--Gud ske Lov ... man
er da kendt.

Hele Egnen kom i Skolen. Alle gjorde Holdt for Doren og "stod"
indenfor.

-Man maa derop, sagde Moderen, det er som man altid var ventet.

-Og Degnens ved Nyt--men de sladrer ikke.

Bornene var komne af Tojet og lob allerede Tagfat i Storstuen. Intet
Gulv var saa godt til Tagfat. For det var saa rummeligt som en Sals,
og alle Stolene stod saa taet til Vaeggene og spaerrede ikke.

-Kaere Born, sagde Moderen hjemme: jeg ved det ikke, men der er det ved
Degnens Mobler, at de er saa venlige.

Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen.

-Op igen, op igen, raabte hun. Den aeldste Dreng var falden.

-Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen.

-Op igen, op igen, raabte Tine.

-Tine, hvad gor De ved Deres Daekketoj? sagde Moderen, der var inde i
Stuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hos
Degnens.

-Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet
paa sit Hoved.

Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid
hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos
Skolelaererens--undtagen Sengene. De var de hojeste i Byen.

-At de kan ligge i de Bjerge, sagde hun, naar hun kom hjem.

Sengene _var_ Bjerge, Dyne over Dyne, med rode Vaar og hjemmevaevede
Lagener.

-Jeg vilde kvaeles, sagde Moderen.

Sengene var Degnemadammens Stolthed. Sine Brudelagener viste hun altid
frem. Dem havde hun begyndt at vaeve, da hun var Pige, og Tines
Daabsvugge havde vaeret bredt med dem.

-Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og kaertegnede Lagenerne,
med ens egne Haenders Arbejde.

Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften.

-Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid
saadan et Traek med Skulderen--et lille hastigt og spaedt--naar hun
glaedede sig til Mad.

-Aa, det er dejligt, sagde hun.

De forste Vafler kom ind og Kaffen dampede. Moderen satte sig i den
Hestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik den
Syvende. Han hang der mellem sine to lovmaessige Gemalinder.

Bornene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen braendte de sig
og tog ikke Ojnene fra Vaflerne.

-Pas paa din Kop, raabte Moderen til den aeldste Dreng.

-Josses, lad ham sidde, sagde Tine.

Men Moderen rystede paa Hovedet.

-Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bl