ret der saa laenge, nogen kunde huske. Alle
Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige Aar. Moderen klagede
bestandig til Faderen over deres Opforsel. Faderen sagde:

-Men saa lad dem gaa.

Moderen vendte hjaelpelost Ojnene mod Loftet:

-Men de vil jo ikke, sagde hun.

Og de blev.

Stuepigen havde det med Hovedpine. Hun bandt sit Hoved ind i
Haandklaeder, saa hun lignede en Haardt-saaret, og gik ud og ind ad
Doren, mens hun jamrede. Midlet mod hendes Onde var en ustanselig
Kaffestrom og hun foretog sig intetsomhelst.

-Jeg finder Hannes Koste allevegne, sagde Moderen.

Kostene var forladte.

Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede:

-Jeg har sagt til Marie, hun saetter Kaffen paa, sagde hun.

-Det var jo godt, svarede Moderen.

-Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne.

-Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen.

Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede. Det var en meget lang og
apatisk Person, der brugte bestandig at vaere fornaermet som Paaskud til
intet at udrette.

Moderen saa sig rasende paa hende og spurgte hende hver Ugedag, om hun
ikke vilde tage til Sonderborg med Vognen.

-Gud, sagde hun, saa er jeg af med hende saa laenge.

Hun slog Haenderne sammen i sit Skod.

-Alle mine Husjomfruer bliver saa fine, at de kun kan brodere.

Til det yngste Barn havde der vaeret Amme. Samme Amme lod Navnet Rose,
og det viste sig, hun var berygtet paa hele Oen. Da hun ikke ammede
mere, gik hun over til en ubestemmelig Stilling, for der var i Huset
allerede Barnepige.

Faderen gjorde mange Forestillinger for at faa hende ud og vaek.

-Kaere Ven, sagde Moderen: vil du sige mig, hvordan jeg skal faa hende
afsted.

-Hun sidder jo ogsaa kun i Gaestekamret og syr. Der gor hun jo ingen
Skade.

Rose sad videre.

Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene, sagde Moderen:

-Ja, Fritz, naar du overhovedet vilde tage dig af det, skulde du nok
selv se.

Faderen var meget for traet til at tage sig af det.

Undtagen en Gang.

Den aeldste Dreng kom gennem en Stue og sagde til Hanne Stuepige: Luk
Doren.

Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen, som straks viste
sig, kridhvid, i sin Dor:

-Vil De vaere saa venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han.

Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv og Faderen ventede.
Da alle var samlede, gav Faderen sit aeldste Afkom en Orefigen uden
nogensomhelst Ceremoni.

-Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om Forla