et fortalte Pigerne--ned
foran Kasserne. Hele Gulvtaeppet flod med Pakker og med Halm og med
Sager.

Og Moderen raabte:

-Nej, nej, det er til Nina....

-Se dog, se dog, her er til William... .

Og videre sogte hun, i Halm og i Papirer. Der var ikke det Sted, hvor
det ikke flod.

-Vor Herre bevar' os, hvad det gi'er for et Rod, naar Fruen en Gang
ta'er fat, sagde Pigerne.

De gik ogsaa omkring, spaendte og nysgerrige. Faerdige blev de forst ud
paa Natten. For ferske Polser skulde der stoppes og Dejg skulde der
laegges og alle Husets Klude skulde vaskes til Jul.

Moderen sad midt i Polsemageriet, i Bryggerset, med opbunden Kjole og
sang for til Viserne.

Der var nogle, Bryggeripigerne kunde, og Moderen sang kun Melodierne:

-For, min Pige, sagde hun til Tine: Ordene er for slemme.

De alsiske Polseviser var de vaerste Landsknaegtviser i Landet.

Men ved Juletid, sagde Moderen: jeg tror saamaen ikke, Maren selv ved,
hvad hun kvaeder.

Til daglig sang Maren Bryggerpige aldrig andet end Viser om den forste
slesvigske Krig og Kong Frederik den Syvende....

De var saa sorgelige, at hun graed ved det.

De sidste Dage blev der bagt.

Hele Huset var fuldt af AEbleduft og Kageduft, og Doren stod ikke
stille til det blaa Gaestekammer. For der gemtes AEblerne og
Krydderierne og Svedskerne og alting, hvad godt var. Men Tine sprang
op ad Trapperne, saa hendes Skorter floj ved det:

-Halloj, Bornlille, nu brases der, raabte hun.

Bornene lavede Maend og Koner af brun Dejg, der tilsidst blev ganske
skiden.

Moderen var i hvidt Forklaede og Faderen gik omkring og var angst for,
at hun skulde skade sine Haender.

Moderen skulde altid gore det sidste, hun smurte AEggehviden paa
Kagerne og hun satte Ojnene i de brune Maend.

-Nu maa jeg, nu maa jeg, sagde hun.

Og hendes hvide Forklaede floj om hende i Travlheden, mens alle Bornene
lob i hendes Haele.

Sikken Damp der var; og Duft af Krydderier og Klang af Stegejern og
Stoj af Ovnene; for Ovnene gik op og Ovnene gik i og Kageplader kom
ind og Kageplader kom ud. Men Tine fra Skolelaererens piskede fast
imellem sine Laar, for de hvide Kager skulde der Kraefter til, og
AEggene maatte piskes i timevis.

-Saa, nu vil jeg, sagde Moderen.

Og hun fik fat i Lerfadet og rodede rundt i det med den store Ske.

-Pyh, det gi'er Varme, sagde hun og slap den igen.

Og hun gav sig til at synge, siddende paa Huggeblokken, i Dampen, rod
i sine Kinder, saa glad:

Lis