af hende.

Som om det havde bragt hende den Sorg naermere.

... Moderen og den aeldste Dreng skulde op og se Sognefogdens Son.

Det var ligesom der ikke hortes en Lyd i Huset. Hunden goede ikke og
Fjerkraeet var lukket inde.

Sognefogden tog imod Moderen og Drengen i Doren.

Han havde en sort Frakke paa og han sukkede. Tale gjorde han ikke,
mens Moderen og Drengen stille gik gennem Stuerne, hvor alle Dorene
stod aabne.

I Storstuen stod Kisten.

Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for
Vinduerne.

Sognefogden tog Klaedet vaek fra Ligets Ansigt.

Der laa Sonnen stille.

Hjemme i Borgestuen havde de sagt, at ved Anders Niels var mange Piger
kommen galt afsted:

-For han havde saadan en kvindagtig Mund, havde Avlskarlen sagt:

-Som Pigeborn ikke stod for.

-Og et Par Ben, de ikke fik Ojnene fra....

Men nu laa han stille. Det var ligesom der slet ikke var noget Udtryk
i hans Ansigt--kun Kulde.

Sognefogden gik og mumlede nogle Skriftsteder, han kunde fra sin
Konfirmation.

Moderen saa laenge paa Ligets Ansigt. Saa daekkede hun selv Klaedet til.
Det laa saa hojt over den store og lige Naese.

Sognefogdens Kone havde ikke vaeret inde. Hun gik paa sorte Sokker i
sit Kokken.

Da Moderen og Drengen kom ind i den forreste Stue, stod Bordet daekket.
Det var fuldt af Mad.

Konen gik om og bod.

Dorene stod aabne ind til den tyste Lig-Stue.

Sognefogden spiste sindigt. Stykke efter Stykke. Han maatte spise
meget i de Sorgedage.

Talt blev der ikke.

Drengen fik Solbaerrom og stak Glasset ud--for Moderen saa det
ikke--saa han blev ganske or.

De sad laenge ved Bordet. Sognefogdens Kone havde sat sig ved Doren.
Hun havde ikke maelt et Ord.

Men da Moderen vilde gaa og kom hen til Konen og vilde sige Farvel,
maerkede hun, at Staklen rystede over det hele Legeme.

Hun saa ned i Gulvet, og da hun forsogte at tale, fik hun naesten ikke
Ordene frem....

-For det var saa meget, blev hun ved at sige ... men hun vilde bede,
om Fruen ikke vilde synge lidt ... om hun vilde synge lidt ved Liget.

Moderen svarede ikke.

Hun tog kun stille Tojet af igen, og de gik ind alle fire--gennem
Stuen, gennem Mellemstuen, ind i det gule Lys.

Fogden bragte en stor Salmebog.

Men Moderen sang ud i Luften og uden at se paa den dode Son:

Naar jeg betaenker ret den Stund,
da jeg skal heden fare,
min Sjael sig fryder mangelund,
som Fugl ved Dagen klare.
O Dag, saa bl