ob til og fra Kokkenet for at passe Kaffen, mens hun ustanseligt
snakkede. Jomfru Helene snakkede uden Ophold hele Aaret uden at nogen
Moders Sjael den en og tredivte December vidste, hvad hun havde sagt.

-Ja, die kleine schwaermt, sagde Madam Jespersen.

Var Kaffen paa Bordet, kom Jomfru Stine ind i et Nu og satte sig ved
Doren paa en af de tre Mahognistole med rigtige Saeder--de andre
Genstande til at sidde paa var mere skrobelige, med Fletrygge--for hun
satte sig haardt og maatte have noget under sig.

Hun slugte Kaffen og var ude igen.

Fra Kagefadet var der altid forsvundet nogle Kranse. Hun uddelte dem
som Belonning i Syskolen. Det laa ellers ikke til Froken Stine at
stjaele, men af Kagerne stjal hun i ubevogtede Ojeblikke. Kunde hun
ikke det, kobte hun Sukkerkringler i Kroen.

Det gik til Musehalerne. Der var jo altid en, der var faerdig med et
Stykke Linned.

Naar Moderen kom ud i Gangen for at gaa, stak Jomfru Stine sit Hoved
ud af Skolestuen--det slog lidt lummert ud af det lille hvidkalkede
Hul--hun skulde altid kysse Moderen, for hun gik. Det var det eneste
voksne Menneske, hun kyssede.

Den aeldste Dreng lob paa alle de fjorten Traesko i Forstuen.

-Hvor den Dreng er kejtet, sagde Moderen:

-Han laerer aldrig at fore sig.

Jomfru Stine blev staaende i Husdoren og nikkede, men Jomfru Helene
bojede Blomsterne i Stuevinduet til Side med en sirlig Haand og
smilede bare.

-Moder, sagde den aeldste Dreng, naar de kom ned paa Vejen, Jomfru
Stine har Ojenbryn ligesom Lars Forkarl.

Jomfru Stine havde Mandfolkeojenbryn over et Par Ungpigeojne.

Moderen elskede at lade sin aeldste Pode snakke. Han snakkede ganske
som hun selv, i de samme Saetninger, med samme Ordstilling, med en
gammelklog Vigtighed, der virkede som Visdom. Og altid stak hans
Hoved, der var for stort til Kroppen, frem ved Siden af Moderens
Skort.

Naar de kom hjem fra Borneselskab, vilde Moderen altid have Beretning
om Gildet.

Hun satte sig midt paa Dagligstuegulvet i sin Yndlingsstol, som satte
hun sig foran et godt Bord.

-Saa, sagde hun, lad mig saa hore.

Alle Bornene talte i Munden paa hinanden.

-Drengen forst.

-Drengen forst, sagde Moderen.

Og Drengen sprang op i Flojelsblusen, og abede alle efter, Piger og
Drenge, i Stemme og Lader, og Moderen vred sig af Latter i sin Stol.

-Og hvad saa? Og hvad saa?

Drengen blev ved. Han kunde det hele Selskab udenad. Han abede efter
og han sprang som en Kakkelak. Tilsidst