l var Spogelser nu sin Sag. Men Varsler, det var noget, der
var bevist. Og Hunde og Ugler, de vidste mer end Mennesker.

-Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod Dodsfald i Sognet.

-Det ved da Degnens, sagde Moderen, og hun nikkede.

Om Vintereftermiddagene gik Moderen med Bornene paa Besog. Alle
Bornene pludrede, mens de gik gennem Alleen, rundt omkring Moderen som
en Fugleungeflok.

Oppe ved Enden af Alleen boede Sognefogden.

Fin og paen og hvid laa Gaarden stor og bred, midt paa den hvide Mark,
lukket med en gronmalet Port.

Der var de Dage, hvor de gik ind om til Sognefogdens.

Sognefogdens "Kvind" gik straks i Kokkenet.

Hun sagde sit Goddag med en Stemme, man ikke horte, rakte En en fugtig
Haand, man ikke fik fat i, og gik i Kokkenet for at sorge for Mad. Man
havde ikke vaeret ti Minutter hos Sognefogdens, for Bordet bugnede. Der
var altid Ribbenssteg og Rodbeder ved Siden af Sylte. Brodskiverne var
saa store som et Landkort.

Sognefogden var en tyk Mand, der havde Frakke til Brug ved Altergang
og Marked i Augustenborg, men som ellers var i Skjorteaermer. Han sagde
aldrig noget, men lo altid, saa hele hans Krop rystede.

Moderen satte sig fortvivlet til Sylten.

Men kom hun hjem fra en Sognefogedvisit, maatte hun altid have et Glas
Rodvin til at skylle Fedtet ned med.

Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sognefogdens: at Konen
gik i sit Kokken efter sit Goddag, og Manden, i ham begyndte det, bare
han saa "Moderens" Ansigt, at klukke, saa hele den lille Mellemstue
skjalv.

Men saa en Dag, det var en Morkning, slaebte der sig noget som en tung
Byldt ind i Dagligstuen hjemme. Og Byldten--det var ikke andet end
Torklaeder og et stort Sjal og et lille Sjal--kom ikke laenger end til
Stolen ved Bogskabet, men der faldt den ned som en tung Dyne falder,
og Byldten graed og graed og graed.

Ud fra alle de Klaeder kom Graaden stille og ustanseligt.

Den Byldt var Sognefogdens Kone, og da var hendes Son dod ved et
Vaadeskud.

Moderen knaelede ned, og hun sogte at komme ind til Konen--ind gennem
Sjalerne, ind for at troste hende.

Men Byldten bare graed og graed og sagde:

-Jeg skulde tale med Pastoren.

-Ja, ja, Madam Hansen, ja, ja, Madam Hansen....

-Jeg skulde tale med Pastoren.

Og Byldten kom hen over Gulvet, jamrende saa stille, saa tung som
noget, der ikke levede, ind til Praesten.

-Hvor hun graed, sagde Moderen, hvor hun graed--naar man bare havde
kunnet faa Sjalerne