t fra
hans Haar, ned i hendes Skod:

-Nu dor det.

Tine kom tilbage.

Endnu braendte de sidste Lys.

-Bring ham i Seng, sagde Moderen.

-Sov vel, sagde hun, og hun kyssede Drengen paa Panden.

-God Nat, Moder.

Moderen sad ene.

De sidste Lys flammede op som Blus og sluktes. Traeet var morkt.

Gennem Stuerne derinde hortes Faderens Skridt.

-Er De her, Frue? sagde Tine, der vendte tilbage.

-Jeg sidder her.

De var tavse et Ojeblik. Saa sagde Moderen:

-Tine, tag Karmen for Doren bort.

Tine gjorde det.

-Og luk op, sagde Moderen.

Hun havde rejst sig op og lagt et Sjal om sine Skuldre.

Stille traadte hun ud paa den snedaekte Havetrappe. Tine fulgte hende.
Foran dem laa Haven, hvid og tavs. Moderen stod laenge med opadvendt
Ansigt, stirrende op mod Stjernerne.

-Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen?

Moderen svarede ikke. Maaske havde hun ikke hort det.

-Ser De Venus, Tine? sagde hun saa.

Og atter stod de tavse.

Der hertes ingen Lyd i den hvide Have. De stille Marker sov. Tyst
vandrede Stjernerne over dem.

* * * * *

Efter Jul kom Tiden, hvor der laestes.

Tine kom i Morkningen og fik Indholdet af Bogerne.

Moderen sad foran Kakkelovnen, med de hvide Haender om sine Knae og
fortalte og digtede om. Der var ingen Bog, som blev _den_ Bog i hendes
Tanker.

Oehlenschlaeger var i saadan hojtidelige, sorte Bind, og der var saa
mange Maerker paa Bladene. Moderen kunde Tragedierne naesten udenad, og
dog laeste hun dem altid igen. Naar hun slog Ojnene op fra Bogen, mens
Bornene lyttede, var det, som var hendes Ojne blevet dobbelt saa
store.

-Mo'er, laes mer, sagde den aeldste Dreng.

-Skal Bornene aldrig i Seng, sagde Faderen, der aabnede sin Dor.

-Jo, Fritz, straks, svarede Moderen og laeste videre.

Hendes Stemme var mild som bedrovede Kaertegn er, og der var Taarer i
hendes Ojne.

Helst laeste hun Thoras Ord, hvor hun tager Afsked med Hakons Lig.

Tine sad og snoftede som en Sael.

-Skal Bornene i Seng?

-Straks, Fritz, straks....

Og Moderen blev ved at laese.

Tit var det Christian Winther. Oftest "Hjortens Flugt". Versene smog
sig saa omt om hendes Stemme.

-Aa, der er ingen, der laeser som Fruen, sagde Stuepigen. Hun horte til
henne i Krogen ved Bogskabet.

Til sidst blev Faderen utaalmodig, og Bornene _skulde_ i Seng.

Saa graed de og fik Svedsker for artigt at folge med Barnepigen.

Men Moderen fulgte Tine op ad Alleen