et i sine Haender
graed hun og graed.

Tjeneren fandt hende.

Han maatte hente Faderen.

-Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun.

-Lad mig komme hjem--lad mig komme hjem.

Og hun graed, som skulde hun miste sit Liv.

Moderen blev ved at fortaelle med Brevene i sit Skod, om sin Ungdom, om
de Dage, der svandt.

Men paa en Gang sagde hun:

-Naa, der er Ting, man aldrig skulde taenke paa.

Tine sagde:

-Det er dog altid godt at taenke paa Lykken.

-Nej, Mindet om den slaar ihjel.

Moderen stod op:

-Men, aa, hvor var det dejligt at lobe paa Skojter, sagde hun.

Saa lob hun ud til de hvide Kager. Nu maatte de vaere piskede. Eller
hun skulde pludselig laegge Laurbaerblade paa Sylten:

-For alt maa det gores, sagde hun, og gav sig til at lobe omkring.
Medens Tine gjorde alting--

* * * * *

Barndomstider--
til Jer er jeg flygtet tilbage,
om I kunde lindre mit Hjertes Ve.
Ingen taeller de Taarer,
som udgraedte Ojne
saa gerne vilde graede.
Barndomsdage,
Barndomsminder,
lind mit Hjertes Ve.

Du, Moder,
der selv led,
rank som en Blomst,
der brat knaekkes,
du, Moder,
der selv elsked,
bliv nu hos mig
under mit Hjertes Ve.

Langt skal Mennesket gaa
og saa haardt maa det traede--
kom med Eders Glaede
Lind
--for en Stund blot--
al mit Hjertes Ve.
Barndomsminder,
hvad jeg saa skal bede:
at I kunde linde mit Hjertes Ve.

* * * * *

Men Moderens storste Dag var Dagen for Juleaften.

For det var de Fattiges Dag.

Fra om Morgenen--og det var vist den eneste Aarets Dag, hun stod saa
tidlig op--havde Moderen lagt Risengryn i Poser og Kaffebonner i
Kraemmerhuse og Kandissukker ved Siden af.

En Vaegt var der paa Bordet og Tine vejede.

Ret skulde der vaere, og ligemeget i hver Pose.

Men Moderen haeldte paa og aldrig slog det til.

-Herre Gud, sagde hun: som om det var Jul mer end en Gang om Aaret.

Naar alle Poser var pakkede, var der ikke Sukker og ikke Kaffebonner i
Huset.

-For vi ta'er af vores egne, sagde Moderen, naar det kneb.

Saa om Eftermiddagen kom Husmandskonerne sjokkende. Det var ligesom de
saa underlig sneg sig opad Huset, naar de kom. Og de satte Traeskoene i
en Rad i Forstuen, og de kom ind i Stuen paa sorte Sokker og maelte
ikke et Ord, men fik kun deres og gav en sjattende Haand med et:

-Tak.