bet! Lisbet!
O, hvor er du sod og net!
Se paa mig ret,
Lisbet! Lisbet!
O, hvor er du sod og net!

De sang alle med i Dampen og Osen, Pigerne og Bornene og Tine, men
Moderen var allerede inde i Dagligstuen:

-Tine Tine, raabte hun: lad nu dem.

Hun var falden ned i Gyngestolen. Hun var bleven traet af alt det meget
ingenting.

Alle Dorene stod aabne, saa Kageosen traengte ind, Piskejernene gik og
Ovndoren klaprede.

-Aa, Tine, tag mig mine Breve, sagde Moderen.

Det var Brevene fra Sekretaeren, alle Moderens Ungdomsbreve fra hendes
Moder igen og fra hendes Veninder og fra hendes Fader. De laa saa fint
i Pakker, gulnede, sammenfoldede som i den Tid, man ikke brugte
Konvoluter, med visnede Violer imellem, ombundne med Baand.

Moderen elskede dem.

Hun laeste dem ikke. Men hun blev siddende med dem i sit Skod.

Og hun fortalte.

Om sin Fader, den gamle Postmester med det hoje Halsbind--en af de
rigtige Embedsmaend, en af dem, som altid troede, de skulde vaere vrede,
naar de var i Funktion. Bonderne kaldte ham for "Fa'er", men de
skjalv, naar de skulde gore ham "Ulejlighed".

Og hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt, saa sart og fin,
som havde hun ingen Krop, og bleg af Ansigt, et Ansigt uden Farve og
en af de Munde, der ikke gerne taler, for den har talt sig traet og nu
gemmer den over sine Hemmeligheder.

-Ja, hun tav stille, sagde Moderen og saa frem for sig, med Brevene i
sit Skod.

Det var, som om en pludselig Mathed faldt over hende, og hendes Stemme
blev forandret:

-Men det laerer vi vel alle, sagde hun.

Faderens Skridt lod med et gennem Stuen.

-Det er kun mig, sagde han.

Moderen bojede sit Hoved.

Lidt efter talte hun igen--men ligesom hastigere.

Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den hvide Gaard.

-Aa, vi havde vore Stuer overst i Taarnet, sagde hun: og naar vi slog
vore Vinduer op, saa saa vi Havet....

Moderen slog sine Haender ned i Skodet:

-Ja, Gud ved, hvordan, sagde hun: men det er gaaet dem alle galt.

Slojt var de blevet gift og fejl var de kommet afsted og spredte var
de over Jorden.

Det eneste, de havde bevaret, det var Pengene og Fornemheden.

-De havde for hedt Blod, sagde Moderen: jeg tror--og hun tav et
Nu--at der var Elskovssyge i Slaegten.

Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og Landene, hvor de sad
som Baronesser og Grevinder, gifte med Landflygtige og Spillere.

En af dem boede i Nord-Italien.

Moderen g