alle Bornenes Taender.

-Kaere Fritz, sagde Moderen til Faderen, der gjorde Indvendinger: jeg
ser jo Ormene med disse mine to Ojne.

-Men der maa oses med Kaerbollings Busk.

Distriktslaegen i Sonderborg sagde, at Rogen af Skolelaererens
Buskvaekst var ganske giftig.

En Tandpineproces kunde godt tage en halv Eftertermiddag, lige til det
blev Morkning.

I Morkningen var der dejligt i Bryggerset. Den varme Damp fyldte det
hele Rum, og Ilden under Kedlen lignede et stort rodt Oje. Pigerne
bankede det vaskede Toj med Traeerne, saa det klang under Loftet.

Moderen sad paa en Treben midt i Larmen.

Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden saadan paa
Gled som i Bryggerset.

Al Landsbyens Sladder stod ind ad Bryggersdoren.

Moderen kunde hore til i timevis paa sin Treben, til hun pludselig lob
ind i Stuen igen.

Og uvaegerlig sikkert sagde hun efter saadanne Timer i Bryggerset:

-Gud bevare mig vel, hvad saadanne Mennesker har for Ideer.

Og det var, som skod hun noget fra sig med sine dejlige Haender.

-At De gider hore paa alt det, sagde Tine.

-Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde Pigerne
efter.

Hun kunde gore hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset.

Men de fleste Dage blev hun under Morkningen i Dagligstuen. Der sang
hun. Men der var andre Morkningstimer, hvor hun blev siddende paa
Forhojningen, i den hoje Rorstol, med Haenderne i sit Skod.

Da talte hun stille ud i den stille Stue.

Hun elskede mest at tale om, naar hun blev gammel og naar hun fik graa
Haar, helt graa Haar.

Og hun var Enke og alle hendes Born var voksne, og hun var fattig.

-Forfaerdelig fattig, sagde hun.

Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Smor og
Ost i den gamle Krystalosteklokke.

-Men Smorret maa vaere godt, sagde hun.

Og hun udmalede, hvor Dugen skulde vaere hvid og hvordan Bornene alle
skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun
sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for
hende en Slags drommende Sorgloshed.

Hun havde vel aldrig set andre "fattige" end dem i de smaa hvidkalkede
Huse langs Landsbyens Gade.

Naar der var drukket The og Faderen var ude, kom de bedste Timer. Det
var Tiden, hvor Dukkerne kom frem. Spisebordet blev slaaet ud som til
Selskab og Moderen knejsede blandt alle sine Papaesker. Der var
Dukkerne gemte.

-Nu, nu kunde de komme frem, for nu var Fa'er ude.

Op kom de, i hu