lelaererens Datter: at alle Mennesker ikke
bliver inde om Vinteren.

Bornene legede paa Gulvtaeppet. Det var rodt og graat med mange store
Felter. Felterne var Kongeriger, over hvilke Bornene herskede, og om
hvilke de kaempede. De stredes og de faeldede Taarer. De barrikaderede
deres Kongeriger med Moblerne. Hele Dagligstuen lignede et Babylon i
Forvirring.

-Hvor de Born dog kan stoje, sagde Moderen til Jomfruen (hun ophidsede
dem selv til Stojen):

-Saa, saa, nu taber Nina Mammelukkerne igen.

Med Mammelukkerne var det evigt galt. Saa krolledes de og saa tabtes
de i Kongerigernes Strid.

Udenfor Vinduerne laa Sneen. Forkarlen og Karlen og Rogteren syslede
med deres. Sindigt og langsomt gik de fra Stald og til Lo.

Aabnedes Stalddoren, horte man Koerne brole.

-Mo'er, sagde Nina: nu kalder Williams Ko.

Men det kunde haende--naar Faderen var ude--at Moderen bad Rogteren
"bare et Ojeblik" lade alle Koerne gaa ud i den hvide Gaard. Og saa
sprang de, alle fjorten, de rode, de hvide og de spaettede, rundt paa
Sneen, mens Bornene hujede.

-Luk til Vaenget, luk til Vaenget, raabte Moderen. Hun lo hojest, midt
paa Trappen.

Men Pokker tog en af de spaettede.

-Aa, hvor den sprang, sagde Moderen.

Den sprang saa langt, med Halen ret i Vejret, at den forst blev fanget
oppe hos Sognefogden.

Men naar Faderen kom hjem, var Stalddoren lukket og Gaarden laa atter
som for. Men Moderen havde faaet Tandpine af at staa barhovedet paa
Gaardstrappen.

Der maatte Bud efter Tine.

Der maatte altid Bud efter Tine.

Tine kom med Kjoleskjortet slaaet op over sit Hoved.

-Gud, den Kulde De bringer med Dem, sagde Moderen, der altid fros og
var kuldskaer, blot en Dor gik.

-Tine, jeg har Tandpine, sagde hun.

Toiletspejlet maatte frem midt paa et stort Bord, og der maatte
"ryges" med nogle smaa Kviste af en Busk, der voksede i Skolelaererens
Have. Alle Bornene, Tine og Jomfruen stod rundt omkring.

Hele Sovekammeret stod i en Damp, medens Moderen holdt den aabnede
Mund over de rygende Kviste.

-Tine, Tine, nu, raabte Moderen.

Tine skulde stikke i Taenderne med en Haarnaal.

-Der er den, der er den, raabte Moderen:

-Se Ormen.

Tine havde anstrengt sig, saa der faldt et Stykke Emaille ned foran
Toiletspejlet.

Moderen troede ubrydeligt, det var en Orm, og var der kommet tre, fire
Orm, havde hun aldrig mere Tandpine.

Men Tine var den eneste, der kunde prikke dem ud. Hun prikkede dem
samvittighedsfuldt ud af