af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophor, med
en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og
slyngede dem vaek og fra sig.

Der hortes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.

I det matte Lys saa Orsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig
halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres
gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Vaeggene Stuen
rundt,--afdode og stille.

Excellencen havde laenet sig tilbage i sin Stol:

-Aa, ja, aa, ja.

-Aa, ja, aa, ja. Lod det ud gennem Stuen.

Og han skrev igen.

Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den
sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over
hans Bord.

Tjeneren kom ind og, bojende sine omme Knae foran Kakkelovnen, fik han
Ild i de store Braendestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk--den
havde saadan underlig opstaaende Kanter--og Ansigtet, hvor Munden
mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.

Excellencen horte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen,
og pludselig vendte Excellencen sig.

-Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.

Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i et Drag slugte den koghede
The--Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det aeldgamle
Legeme.

Ude i Kokkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med
en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede
rode Knokler.

-Skriver han? spurgte hun.

Tjeneren nikkede.

-Ja saa.

Bornholmeren ved Siden af Kokkenbordet lod langsomt og tungt. Det var,
som hentede den hvert tovende Sekund mojsomt og stonnende op af en
uendelig Brond. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De
andre var gaaet i Staa.

Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer
ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter.
Morgenavisen lod han ligge. Han laeste ikke mer Aviser:

-Sker der noget? sagde han.

-Hvad sker der? sagde Hans Excellence:

-De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.

-Tag den bort, sagde han.

Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes
Naade lod sig daglig "Ledige Lejligheder" forelaese af sin
Selskabsdame.

Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lod saa saert langt inde i
Huset; det var Sonnesonnen:

-Excellencen er hjemme? sagde han.

-Ja, svarede Georg, og han haengte den unge Mands Toj paa den samme
Kn