uden Dore.

Et Barn havde han oppe i Byen.

-For Satan, sagde han til Kiaer, der var Ungkarl ... man er jo dog
gammel Kavallerist ... Og Pigen var saa kaelen som en Spurveunge....

Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor
det var i Pleje.

Saadan gik Tiden.

Laese som for, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bogerne
var jo dog det bare Digt.

I sin Sekretaer havde Fru Bai en stor Papaeske med mange visne Blomster,
Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det
var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og "sidste
Abonnement" i Pavillonen, naar der blev danset.

Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen
og sogte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.

Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver
Kotillonsorden.

Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.

-Det gamle Skrab, sagde han.

-Lad det ligge, Bai, sagde hun ... naar jeg nu har ordnet det.

Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.

Hun laeste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang
havde skrevet af.

I den overste Skuffe under Solvskabet i Sekretaeren laa hendes
Brudeslor og den visnede Krans af Myrter.

Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen....

Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting
til, saadan som det var hendes Vane.

En Gang imellem glattede hun bare med Haenderne over Sloret....

Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesloret.

Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede....

Ja--hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar....

... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gaestfrie Folk,
hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa
Stationen.

Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i
Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tojet.

Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes
milde Ansigt. Hun saa' ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne
til de store L'hombrer.

-Men der skulde vaere et Par Born, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen
travede hjem fra Bais med Pastoren ... De velhavende Folk--som havde
Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde der ensomme
hen....

-Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Praesten.

-Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.

Praestens havde haft ti Born.