Havehaekken og saa' ind
over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel
langs Banen; forrest var der Kokkenhave, i den bageste Spids var der
en Plaene med nogle hojstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.

Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamaend
blomstret trofast iaar--hele Tiden.

Men nu maatte de snart daekkes til....

Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Lae for
nogenting....

Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard
bag Plankevaerket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.

Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og
at sprede Kornet ud paa Stenene.

Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.

Der havde vaeret saa fuldt af dem hjemme i den store Kobstadsgaard ...
Hvor de havde svaermet om Dueslaget der lige over Vaerkstedsporten....

Det var som man horte en Kurren og Murren blot man taenkte paa Gaarden
derhjemme.

Den #gamle# Gaard--for siden, da Faderen dode, solgte de baade
Vaerksted og alt og flyttede.

Duerne floj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.

-Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spaettede er arrig.

Marie kom frem i Kokkendoren og talte om Duerne. Fru Bai tomte Skaalen
ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai's L'hombre, sagde hun.

Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt morkt nu, sagde hun og
gik ind.

I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte
sig ved Klaveret og spillede.

Hun spillede aldrig uden i Morkningen, altid de samme tre-fire
Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slaebende og
langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne
hinanden.

Naar hun sad og spillede i den morke Stue, taenkte Fru Bai naesten altid
paa sit Hjem. De havde vaeret mange Soskende, og der var altid saa
megen Afveksling derhjemme.

Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa
lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.

Faderen sad i Sofaen i Skjorteaermer, og de stod rundtom Bordet, alle
Bornene, og langede til.

-Ret Jer, Unger, sagde Faderen.

Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet.

Moderen gik til og fra, hentede og bragte....

Ude i Kokkenet spiste alle Drengene paa Vaerkstedet ved det lange Bord.

De fniste og skaendtes, saa det hortes gennem Doren, og med et rog de
sammen, saa man troe