Gysen ikke
kan mig Skuffelse berede,
skjondt jeg med de dunkle Blikke
Mulm og Maaneskin kun seer."

"O, _Francis_!--sang Hun--_Francis_, bliv!
Den Stjerne, som dit Oje maaler,
har ikke Morgenstjernens Straaler,
der strengeligen, naar den daler,
tilbage Aanderne befaler.
O, _Francis_, elskte _Francis_, bliv!

Jeg synge vil den Sang jeg kvad,
da du til England kom tilbage
fra Slaveskibene at jage.
Min stolte, skjondt en Jomfrus, Glaede,
da glemte Kjaerlighed at kvaede:
kun Faedrelandets Priis den kvad.

Barmhjertigt lyttede jo det
til Negren, som i Laenken stonner?
og Du, iblandt dets bolde Sonner,
ham at befri var ogsaa dragen--
Du syntes mig til Ridder slagen
for arme Brodres Frihedsret.

Og derfor hvad Begeistringen
og Britterindens Stolthed talte,
medeet i heden Graad sig kvalte,
og Englands Priis i Taareflommen
blev til et hulkende Velkommen:
"Velkommen, _Francis_, hjem igjen!"

Velkommen nu, o Gysen sod,
Forsikkringen, at du er naere,
en Folelse, som om din skjaere
Begravningsdragt mig let berorte,
som om dens Raslende jeg horte
og Linets Luftning mig omflod!

Da tindrer Ojet friskt som for,
og Smilehullerne forsoge
paany som for som for at spoge.
Men naar du, Elskte, er forsvunden,
da stivner alt igjen om Munden...
da er det, _Francis_, som jeg doer.

...Men doer foruden andet Liv,
doer ei som Du, der herligst lever
naar hid i Maanens Glands Du svaever,
og atter, naar Dig lyster, stiger
op mellem Himlens Stjerneriger,--
derfor bliv! o _Francis_, bliv!"

_Da_--nu ikke meer jeg veed
det Retfaerdige og Sande:
om jeg enten skal forbande
slige Syners Troloshed,
eller at min egen yre
svaermende Indbildningsmagt
var ei meer sit eget Styre,
som den burde, underlagt,--
ikke maegtig meer sig selv,
end en Dreng paa Baadens Hvaelv
ud i Fossedraget reven,
hvirvlende i Cirkler om,
eller kvaestet Maage, som
paa ulige lange Vinger
stedse svinger,
med en Dalen i sin Svaeven,
rundt paa vilden Ocean,--
eller bedre ei deran
end paa Bladets lille O
Sommerfugl, der ud er dreven
paa den milevide Sjo.

Thi hvorledes kunde vel
just i dette Nu min Sjel,--
da kun Synet skulde skifte,
ei forgaae med Taagers Hast
under Spil af Morgenvinde--
sin Fornoielse forgifte
ved at lade det forsvinde,
som om Saebeboble brast?

Thi just nu, da Skyggen skulde
for sin Elskte synlig blive,
alle dens Konturer fulde,
lysende som Maanens Skive,
skabte som af Stjernes Rog,
Kysse