d af Folk, som havde leget
med Pirater for om Livet:
Mand mod Mand, paa Kniven Krig,
Krig hvor ei Pardon blier givet!
Roveren paa aaben Sjo
veed, at, vindes ei Bataljen,
venter ham paa Stranden Galjen--,
derfor seire eller do!

Ganske rigtigt,--En af Vore!
Skonnerten _the Albatross_,
ubemaerket af den store
Brigantine og af Os,
havde faaet det paa Lugten:
maerkende hvorhen det pegte,
at Piraten lumskt bevaegte
sig saa stille imod Bugten,
som et Aadsel af en Hai,
der med Bug iveiret driver
ind paa Kysten hvor det bliver,
havde af en Sky den vristet
sig en Briis, og forud listet
ind sig i den samme Bai:
saa, da Brigantinen ind,
snigende sig laegervals,
under Jubel var laveret,
var det som naar Graevling graa,
der paa Rov var udspadseret
i det klare Maaneskin,
i sin Hules trange Hals
pludseligen traeffer paa
liden ildsindt Hermelin.

Himlens Gud! hvad raedsomt Skue,
da Chaluppen kom tilstede!
Albatrossen allerede
havde entret; Hug paa Hug,
Nebbet den i Fienden borte.
Brigantinen stod i Lue,
og fra Dybet af dens Bug
hylte indestaengte Sorte.

Forud, agter, alt som Rogen
vaek tilfaeldigviis var strogen,
Kampen rundt sin Scene flytted.
Men saa kjaekt jeg Ingen saae,
som en engelsk Yngling slaae.
Pludseligen holdt han inde;
stirred op og ned og lytted
som af noget Raedsomt skraekket,
der var kommet ham isinde.
Flux, da Hyl og Jamren traenger
tydeligen op til Daekket,
over Lugen han sig slaenger
forsvarslos og ubeskyttet,
bruger Daggert, Huggert, Taender,
blodige og revne Haender,
for at frelse dem dernede,
kvalte fast af Rog og Hede.
Rogen deltes og nu saae
jeg en Spaniol med loftet
Bile over ham at staae,
bagfra Ynglingen at myrde.
Men et lynsnart Slag af min--
og Piraten laae og snofted
Blod og Hjerne ud og ind.
Gutten saae sig raskt omkring,
hvad det var dog for en Byrde,
for en tung og fremmed Ting,
som ham i Arbeidet hindred.

Ei var Tid til at forklare;
Liget bort blev vaeltet bare;
Lugen vi tilsammen splintred ...
Da medeet, saa rapt, saa rapt,
som om Helvedes Fordomte
op ifra dets Dybder romte,
naar dets Vogter engang havde
sandslos Nogleknippet tabt,
mylred, vrimled, tumled, ravte
hylende af Flammegruben
Hundreder af halvforbraendte
naesten kvalte Sorte op.
Og saasnart de Luft fik draget,
blaest sig Rogen ud af Struben,
gjorde Ende de paa Slaget;
thi som Rasende de rendte
i en fast og samlet Trop
Spaniolerne paa Livet.
Ei de sorte Djaevle brugte
Ild og Staal, men Kl