nde bevaeger,
mens en Blegnen paa hans Kinder
over deres Rodmen rinder--
"Der? det lille hvide hist?
Een Etage, med en Kvist?"

"Netop det! Javist! javist!"
svarte jeg saa fort jeg kunde,
"Netop det, saasandt jeg lever!
Og--o Gud! se efter noje!
er det Blaenden i mit Oje,
eller virkelig en Stribe
glemmigeiblaa Rog, som haever
venlig sig af Husets Pibe?
Da kanskee hun endnu lever:
..._Mary Ann_... kanskee, kanskee?
Og ved Himlens Gunst kanhaende
faaer jeg inden Timens Ende
_Francis_ med, min Dreng, at see."

"Fa'r! her er han! Jeg er _Francis_.
Du har naevnt min Moders Navn!"
skreg min unge Kammerat,
styrtende sig i min Favn
med saa fyrig Omhed, at
vaklende vi Begge vare,
for at gaae tilbunds, i Fare.

"Gentlemen!"--blev Lodsen ved--
"Gentlemen, I maae tilgive,
at jeg ikke kan beskrive
disse sortnende Sekunder
af besvimet Salighed,
hvori Sind og Sandsning blunder,
Tanken i et Mulm gaaer under,
hvori selv ei Ojet taaler
Glaedens altfor staerke Straaler,
men forblaendes som af Lynet,
der i Jord ved Foden slaaer,
saa at i et Mulm for Synet
Alting sortner og forgaaer.
Nok! endnu for Land vi naae'de
havde Francis mig fortalt
om sig Selv og Mary Alt,
skjondt om Mary kun en Gaade.
--Presningen hun rigtig ahnte,
strax hun horte, en Fregat
havde lettet sidste Nat;
tog til Portsmouth, sporte, bante,
Vei sig frem til Admiralen;
blev paastedet jagt, som galen,
af en Adjutant paa Doren.
Dog af Alt hvad bag sin Pult
Admiralen brummed huult,
fik hun gjemt bag sine Oren,
at Fregatten hvor jeg var,
laa i Plymouth seileklar.

I sin Godtro Mary Ann
om det store England taenkte,
at barmhjertigen det skjaenkte
nok igjen en enkelt Mand,
naar en Far, et Barn, en Viv
ene levte af hans Liv,
at det vilde ei blie negtet,
naar den Stakkel bare maegted
naae Fregatten med sit Raab,
selv om den var under Seil.
I saa omt og daarligt Haab,
i saa elskelig en Feil
--ak, hun taenkte, en Fregat
vilde laegge bi sit Roer,
naar der bag den skreg en Moer;
taenkte Hjerte hos en Stat:
at den skulde selv erkjende
sit forovte Rov mod Hende ...
Med saa kjaere gale Tanker
Hun i Graad paa Kaien vanker,
til hun seer en Cornwall-Jagt,
ud mod Kvel for Reise lagt,
og for Solen vel var nede,
var tilsjos hun allerede.

Men saa raskt den skummed frem,
kom dog Jagten aldrig hjem;
thi man fik at vide siden,
at den, drivende med Tiden,
under Taagen, for det daged,
paa en Cherbourgkaper raged,
der benytted til at jage
Bonnys