-
fandt jeg hjemme mig tilsengs
ligeoverfor et Billed,
som, fortrukket, kridehvidt,
kun af Anna havde lidt,
skjondt det hende forestilled...
Anna, ak min stakkels Drengs
Efterladte da betod
denne Form saa bleg og stiv,
hvor kun Taarerne, der flod,
viste der var endnu Liv?
Da hun saae mig aabne Ojet,
at mit Hjerte, skabt af haerdet
Jern, sig atter vilde haeve
for isonderknust at leve,
sank hun ned i Bon, med bojet
Pande gjemt i Hovedgjaerdet.

Men hun taug om Ham, hun vidste
var mit Hjertes allersidste
Tanke, da isovn det faldt.
Laegen lod mig vide Alt.
Francis's Jordefaerd var feiret
glimrende, for Hertugindens
Regning, fast af hele Byen.
Men han skjonte ei af Skyen,
som saa dunkelrod paa Kindens
spidse Tinder strax sig leired,
at jeg leed ved hvad jeg horte,
at det kun mit Sind oprorte.
Nei, min Doktor han blev ved
at hoilove Hertugindens
aedle Kristenkjaerlighed,
som til gammel dodssyg Naeste,
havde _Ham_ til Laege sendt,
som i Landet var bekjendt
for den laerdeste og bedste.

Siden fik jeg og at vide,
at hver Dag ved Aftenstide
pleiede den hoje fromme
Dame til mit Leje komme,
hvor med Anna hun tilbragte
Aftnen knaelende i Bon;
og at Begge sig anklagte,
som om hver af dem alene,
ved hiin raedselsfulde Scene,
havde draebt min kjaere Son:
Hertuginden ved at haerde
til Dumdristighed hans Mod,
Anna ved den Frydgebaerde,
hun forledet sig tillod.

Men i Skumringen jeg atter
af en dosig Slummer vaekkes
ved at mine Haender daekkes
saa med Kys og saa med Taarer.
"Anna, er du der, min Datter?"
hvisker jeg; men intet Svar--
"Anna, kom dog til din Far!
Uden Grund din Sjel du saarer
med din morke Selvbeskyldning.
Damen, Hun, Uhyret har
draebt vor Elskling ved sin Hyldning.
Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed
--o en raedsom Hem'lighed!--
at saa grusomt ingensinde
Himlen straffet har en Kvinde."

"Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt!
--hulked bag mit Senggevandt
_Mary Ann_ med brudte Rost--
For en Moder, som beskyldes
af sig selv for Sonnens Mord,
for en Viv, som brod sit Ord,
gives ei paa Jorden Trost;
ja jeg frygter, under Jord,
om med Steen end Graven fyldes,
kan ei Ro for hende ventes."

"Mary Ann!--afbrod jeg blidt--
Lad Gud Herren vaere Dommer
over hvad med Francis haendtes,
det du bittert har fortrudt!
Alt hvad du ved det har lidt--
o, det fast mig forekommer,
er en Straf i Herrens Planer,
for hvad Du, om sandt jeg ahner,
har mod mig, din Mand forbrudt.
Dog fortael! I Dette ei
na