ermest dommer Gud, men Jeg."

"Johnny!--jamred Hun--o skaan,
skaan mig, o, for Det alene,
som vil bringe mig dit rene
Hjertes Ringeagt og Haan!
Sporg ei! Hav Barmhjertighed!
og tilgiv hvad ei Du veed!
Deel min Rigdom! Lad mig flytte
ind med den i denne Hytte!
--ikke som din Hustru meer;
dertil jeg uvaerdig er--
men som Annas Moder--Eller
lad os drage sammen heller
over til mit eget Slot,
Montbrillant i Normandi,
tvende Miil fra Kysten blot."

Jeg alvorlig afbrod: "Ti!
At jeg Dig tilgiver, Kvinde,
er det Hele Du kan vinde.
Mellem os maa alting vaere
--foler Du det ei?--forbi.
Jeg har kun af hele Livet
Eet igjen; det er--min AEre.
Du?.. Nei, hvad jeg end faaer hore,
vaerre end min Fantasi
hvisker ind i Sjelens Ore,
Mary Ann! er du tilgivet."

Haanden, flux tilbagetagen
ved Feiltagelsens Opdagen,
at det ikke var min Datter,
som jeg talte til saa mildt,
raktes Synderinden atter.
Og hun greb den naesten vildt,
slap den ikke forend Alt
under Graad og Krampelatter
var udost, bekjendt, fortalt.

Kun i Omrids, Gentlemen,
kan jeg give det igjen,
som i Skilderier stedse,
hvori Djaevelskab er malt,
det kun sees som lette Kredse,
ind i Skyggen dunkelt flyttet,
kun til nogle Streger knyttet,
men som dog, beseet noje,
er en raedselfuld Gestalt.

Og ved hvad jeg horte stivned
af Forferdelse mit Oje,
Hjertet standsede som kvalt,
Haaret reistes som belivet,
som der siges det skal skee,
naar Gespenster man faaer see.
Det var Helved ei med hvide
fromme Spogelser opfyldt,--
nei, et luende forgyldt,
Helved fra sin Glimmerside,
Jordens Helvede, hvori
jeg den Aften blikked ned:
Helved, som det findes i
vore egne hoje Staender,
og som Folket ikke kjender,
skjondt den allerbedste Ved,
hvoraf glimrende det braender,
hvoraf det sin Naering suger
og uhyre Tal forbruger,
er dets Borns Uskyldighed.

...Gentlemen fra Norge, hvor
i den friske Folkestamme
ingen svaelgende fordaervet
Adels-Snylteplante groer,
sugende hvad i sin Sved
Folkets, kun af Fromhed feige,
staerke Arme har erhvervet,
aedende som Kraeftens seige
snigende og sorte Flamme,
taerende som Raadenhed...
...Gentlemen ifra et Land,
fattigt, men saa lykkeligt,
at det har ei Adelsmand
--i Europa som et Digt,
som en Gyldenalders Rest--
ja, hvad kanskee der er bedst,
frit for Guldets Adel, fuld
af et vaerre Overmod:
Fodslens kraever, om saa lysted,
Denne kjober for sit Guld
Folkets Dottres Uskylds Blod,
Konen Manden ifra Brystet,
og til Al