*

--O Tilfaelde underligt,
som maa mere synes hjemme
i et Fee- og Alfe-Digt,
end i vore haarde Dage,
da med tor prosaisk Stemme
Alt fortaelles som det skeer,
strengt og strikte
som det monne sig tildrage,
med Forbud imod at digte;
og hvor Mennesket, skjondt Aand,
ikkun troer hvad Ojet seer
og hvorpaa det fat kan tage
med den tunge plumpe Haand.
...O Tilfaelde, sandt og skjont!
Da jeg, rystet dybt, mig laener
over Raelingen, paa Speilet
tvende Sommerfugle seiled,
tvende deilige Falaener
trygge der forelskte leged,
som om Braedtet var et gront
Eiland, op af Havet steget.
En var hvid, meer hvid end bleget
Snekkeskal derindpaa Stranden,
blaa, meer dunkelblaa den Anden
end Skjaersommerdags Azur
i den tropiske Natur.

Eller mon i Aandens Magt
fri Gestalten ned er lagt?
Da kanhaende,
af en sod uskyldig Smag,
som vi Mennesker selv kjende,
Francis' og hans Annas Sjele
samme Lyst har maattet dele
til, en vakker Sommerdag,
atter Jorden at besoge,
og som to Falaener spoge.
Ja kanhaende da--Gud veed--
at de Elskende, der blevne
ere fra hinanden revne
for Forening har havt Sted,
kunne, Sodheden at smage
af en jordisk Kjaerlighed,
vende for en Tid tilbage
snart i Form af Nattergaler
omme Sisgener og Svaler,
snart som Sommerfugle skjonne,
for at leve saa en Sommer
ganske for sig selv alene
i det friske Livsensgronne
under Skovens dunkle Grene,
indtil Efteraaret kommer.
Da, en Kvel, af Stjerner klar,
naar de blinke som man kunde
tydelig fra deres Munde
hore baade Raab og Svar,
svinger sig det sode Par
opad opad til det glade
Hjem, de nu ei meer forlade,
da vor Jord ei Mere har.
...Tomme Dromme! Thi tilvisse,
Francis ei og Anna vilde
eet Minut af Tiden spilde
med at flagre om som Disse.
Nei, til gode gamle John
vilde Begge sammen haste,
frygtende, den staerke Aand
sin Natur, den klippefaste,
har for denne Gang fornegtet
og ei maegtet
sidste sorte Traef at tvinge,
saa hans Sands har maattet springe,
Glasset liig, man tvinge vil
over Stemmens Omfang til
endnu hojere at klinge.

X
London. Bedlam

"Har Du nok af _London_ seet?"
blev jeg spurgt ved et Glas Ale
af min brave Skibskaptain
just som vi paa Drurylane
havde naer af Stykket leet
begge To os reent ihjel.

"Nok af Folkets Storhed? Ja--
Ja og nei, som man det tager--
meer end Nok dog af dens stygge
over London faldne Skygge:
Menneskers Elendighed,
bundlos, dybere mod Helved,
end som Folkets S