til at faae de bedste Glaeder
vexlede til bitter Kvide
om i faa Sekunders Fart..
netop saadant et var haendt,
for at faae en Lykke endt,
et som Fryd ei Fryd tilsteder,
og fra Hendes Favn, der klager,
Elskeren med Vee forjager.
_Anna_ var--hvad Francis ikke
saae med de forelskte Blikke--
Anna var i Sorgeklaeder.
Forst han seer det, da han seer,
at hun i hans Arme graeder,
foler, hun ei kysser meer,
horer sagt med samme Stemme,
som han fra Farvellet kjendte:
"Francis, skynd dig med din Fa'r!
O I kom som Himmelsendte!
Thi jeg er saa ene hjemme:
bort idag man Moder bar."

At min Francis sorged som
kjaerligst Son for ommest Moder;
at hans Fyrighed blev from,
Elskeren medeet en Broder;
at, til Skjul for hvor han sorger,
om de mindste Ting han sporger;--
at det _mig_ som haardest graemmed,
at jeg ikke ovenjorde
skulde kunne takke hende
for hvad mod min Dreng hun gjorde,
da han, viet ind Elende,
sad ved Faedrearnen fremmed;--
at jeg ved min egen Dor,
liig en arm Forbryder, standser,
da jeg Stakkel ikke tor
indad den i Stuen traede
for jeg har holdt op at graede
og er kommet lidt til Sandser;--
at jeg, pludseligen glad,
baerer som et Barn mig ad,
eller som de Maanesyge,
ved med Fladen af min Haand
Vaeg og Stolper at bestryge
og befole Bord og Planker,
som om jeg tilbagekalder
i min atter vaagne Aand
fra en Drom adspredte Tanker,
eller overtydes vil
om at Alt ei sammenfalder
som et luftigt Taagespil;--
at jeg ei alene Det
ved det forste Skue finder,
men i Alting, holdt saa net,
smukke fine Spor af Kvinder--
dette Alt, de simple Traek,
ere kun Naturens Folger,
gjemte i hvert Hjertes Folder,
om af Blod det indeholder
ikkun faa, men friske, Bolger.
Derfor jeg dem sloifer vaek--
dem og al Beretning om
hvordan Livet gik og kom.
Nok, at de Forelskte fandt,
at det Elskoven ei skaded
meer end Regnen Rosenbladet,
om der var lidt Sorg iblandt.
Ja saa fyrigt Anna svaermed
(og da smilte hun af Glaede)
at hun saae sin Moder naermed
tidt sig til det vante Saede,
hvor hun altid fandt dem Begge,
for paa dem sin Haand at laegge.

Hvad mig selv angaaer, jeg vilde
ei en Dag i Edens milde
palmekrandste Dale bytte
for en Time i min Hytte,
dersom blot jeg kunde glemt,
faaet vilden Tanke taemt,
som bestandig efter _Hende_,
den Fortabte, hvorom Ingen
noget til Oplysning vidste,
svaermed uden Maal og Ende,
liig den Blinde, fort i Ringen,
hvori ei er Forst og Sidste.
Altid standste den ved Doden,
som var