ev jeg fort
fra Vestindien til Ostindien,
hundred Gange over Linien.
Derfor lad de Aar kun gaae,
skjondt den gamle Sjomand prater
gjerne om hvor han var med.
Om I fritte,
mindes jeg dog ikke heller
meget af de hede Kampe,
i hvis Flammers taette Dampe
jeg er bleven tidlig graa,
og det sommer ei en Britte
(som en Franskmand og Soldater)
at han som Bedrifter mindes
og med mange Ord fortaeller
slige rene Bagateller.
Bagateller? Ja hvad mere
for den Sorg mon Slag vel ere,
som kun vil, at Doden vindes?
Sorgens Balsam, Glemsomhed,
taeret har paa Sjelens Kraefter,
saa jeg knapt kan huske efter,
Jeg, som overalt var med:
med Lord Exmouth mod Algier;
derifra til Sankt Helena;
saa for Simon, den Befrier,
paa Station ved Chartagena;
med Mac-Kenzie flux til China,
Handelsvenskab at beskjaerme;
mod Piraterne, som svaerme
ud og ind om Amboina
taettere end sultne Flok
vilde soloptaendte Bier
rundtomkring sin Honningstok;
derfra fluxen til Bourbon;
saa med Edvard Codrington,
da ved Navarin han slog;
saa mod Birma da vi tog
Irawaddys By, Rangoon;
snart i Ost imod Avaner,
snart i Vest mod Mexikaner-
korteligen, Gentlemen,
Jeg, som har ved Leilighed
maalt malayiske Monsoon
med vestindiske Orkaner,
Jeg, som overalt var med
husker Stumper kun igjen,
veed om lidet kun Besked.
Dog et Eventyr har braendt
ind sig i min gamle Pande--
et som aldrig jeg kan blande
med de tusind, som er haendt.

Engang under Cuba prajer
vor Fregat en Brigantin
just som den vil lobe ind
i en skjult af Oens Bajer.
Intet Svar og intet Flag;
men saa klart som Sommerdag
ved at see af Skabelonen,
at den Slavehandler var.
Da vi sendte den en Kugle,
hortes det da og af Tonen
i de spanske Skurkes Svar,
hvad det var for vakkre Fugle.

Men til Uheld fast laae Vi
i et Havbliks Trylleringe;
Brigantinen laenger inde,
drivende, ja naesten klods
langsmed Land i Lae af Os.
Da, som om, for at staae bi
Englands og Alverdens Fiende,
Satan havde af sin Vinge
hviftet med en enkelt Fjer,
Havets Perlemoderskjaer
sortned af en Briis just der
hvor den Slaveskibspirat
vilde ind ad Bajens Gat.
Og da Brisen netop strakte
sig saalangt dens Raeer rakte,
havde vi den Skam og Spe,
Lykke med dens Puds at see.

Men hvad skulde ikke skee?
Knap er Brigantinen borte
bag den sikkre Bais Entree,
snever, som en Faestnings Porte,
for vi hore Skud paa Skud,
og imellem dem vort eget
Gammel-Englands Entringsskrig.
...Hurra, _boys!_ Chaluppen ud!
ful