vande.
Masterne og deres Raeer,
hist hvor i en blaahvid Rand
Hav og Himmel sammenbryntes,
agterud i Fjorden syntes
Omrids liig af Granetraeer,
svedne af en Ildebrand,
skarpt mod Himlens Blaa udskaarne,
som paa sumpig Bredde baarne
af et miilbredt Orkenvand.

VI
Scenery. Engelsk Efev

Men se forud! se mod Norden!
Forud se, hvad Perspektiver,
Tepper liig, der rulles op,
_Hampshire_'-Fjorden,
ret som et Kaleidoskop,
snevrende sig sammen, giver!
Som forelskte i hinanden,
naerme begge Kyster Stranden,
saa at Fjorden mellem dem
som en Flod sig lister frem.
O, saa maae
hedenfarne Saliggjorte
kunne skimte
gjennem Himlens aabne Porte
Paradiserne fremglimte,
som de engang skulle naae!
O, det er at speide i
naadig Skabers Fantasi,
da Han, efter i sin Vaelde
skabt at have Nordens Fjelde,
Alper steile,
Himalayas Gletscherspeile,
overlod sig til en stille
salig Skaberglaedes Nyden
og Miskundsomhedens milde
overstrommende Indskyden!

Mere blode Linjeraekker
fine Pensel ei i glatte
Olje traekker,
slaaer ei blidnet Doningbolge
eller gyldentunge Ager,
over hvem en Luftning jager,
end de gronne traebesatte
_Hampshire's_ Hoje, som forfolge
paralelt hinandens Flugt
langsmed Fjorden,
alt som dybere mod Norden
denne skyder ind sin Bugt.

_Da_ fornam jeg grant, hvordan,
mine Faedre (mine; thi
under Sognefylkes vilde
havomskvulpte steile Kyster,
gjennem staerke Kjaempebryster
vaelded frem den varme Kilde
til mit eget Stammeblod)--
_da_, ja _da_ jeg klart forstod,
hvordan Nordens ornefri
Viking og alt halvdeels velske
ridderartede Norman,
under Vilhelm Landestormer,
kunde dodeligt forelske
sig i dine skjonne Former,
kvindefagre Engelland;
ja hvorlunde
Hjemmet de forglemme kunde,
sonderrive Hjertets Rod,
saa de evigt det forlode,
for at pode
ind i hint sit eget Blod.

Faestet end af deres Fodder
rundtom i Ruiner stod:
Hvor iland de satte Fod,
reiste de et Taarn til Maerke,
ligesom i Romas Dage
Seierherrens Landsestage
boredes af ham i Jorden.
Og de staae der end de staerke
Normanstaarne til et Tegn,
at af dem erobret vorden
er den hele skjonne Egn.

Men en storre, skjondt ei vaerre,
Seierherre
har ved hine tandudskaarne
William-Conquestor-Taarne
sig med saadan Magt indfunden,
som om Grunden
var hans egen Odelsmark,
som igjen han vilde tage.
Ungdomsskjon, hvorvel af Dage
aeldre end en Patriark,
fodt vel for end Ho