et_ til at see
som en hvaelvet lukt Allee,
hver af Squarernes Kvadrater
til et yndigt Skovtheater,
hvor Irisker og Stillidser,
bag de levende Kulisser,
under hvirvlende Musik,
smukke Elskovsskuespil
med et stort Talent opfore,
men hvortil
spodske Staere see og hore
under skjaerende Kritik:--
gjore London til en Skov,
hvori selv St. Paul fordolges,--
til et Vildnis, hvor kun folges
vilde Skjonheds Ordenslov--
Paradiis for Millioner
Finker og Papilioner;
og paany fra Himlens Blaa
skyldfriblevne London vilde
klare og forsoningsmilde
Straaleblik af Solen faa,
--ja, det samme maaneblide,
stjernestille, gyldenhvide
Foraarssolskin, som paa Landet
flyder, med et Gjenskin blandet,
over Tagene af Straa.
...O saa yndigt Solskin mindes
jeg den Dag vi Spithead peiled,
da vi ind St. Hellens seiled,
over hele Egnen lagt,
skjondt med endnu storre Pragt,
saa at Oiets omme Lindse
maatte blindes,
af de klare Straalers Magt,
om et Blik mod Himlen voves.
Herligst dog det syntes glindse
over lundomhegnte _Cowes,_
som om Solen her opdaget
havde yndigst Sted paa Jorden,
Syden for en Dag bedraget,
og paa denne Plet i Norden
ost sin bedste Fyrighed
over denne Landsby ned:--
hele Luften blaaforgyldt,
med en Glimmerglands opfyldt,
med et Spil af Farvetoner,
som om den af Millioner
pludselig i Glod antaendte
Diamantsafirer braendte.

VII
Yachtclubb-Flaaden

O Farvel, Spithead! Som sorte
Punkter Skib for Skib forsvinder.
"Caledonia" selv er borte,
Caledonia selv, at see
seilbedaekket ret som tre
svimmelspidse Snebjergtinder.
Portsmouths maegtige Belaeg
af rangerede Kasteller,
et for et, som Punkter hvide,
sees, dalende saa sagte
som forjagte
stilleblevne Tidselskjaeg,
under Horizonten glide.
Og af Aandens Sejersmaerker,
Menneskenes Undervaerker
naesten traet og overmaet,
Ojet soger
til Naturen, hvor den spoger,
folger heller
Hojene om landligtblide
skjonne _Cowes_, af hvis blaa
solbelyste blanke Tage
hist og her vi et at rage
frem af Lunde af Moreller
Poppler og Kastanjer saae.

O hvad yndig Blanding af
Stad og Landsby, Land og Hav!
Mellem hine Tage blaa
skimted gule frem af Straa;
tamme Duer ifra Byen
viden over Fjorden svaermed
midtiblandt dens vilde Terner;
snart med djaerve Vingekast
cirklende de under Skyen
lyste hvide frem som Stjerner,
snart de klapprende sig naermed,
saenkende sig paa vor Mast.

Og, at Alt ved _Cowes_ skulde
vaere ny