langsad Stranden jeg mig skyndte
--endnu kunde Dag jeg see;
men da Stranden var forladt,
og da Parkens Traeer begyndte
som en Art af en Allee,
blev det morkt som Midjenat,
som at see ind i min Hat,
og saa stille, at jeg horte
hvert et Regndryp, som sig rorte
faldende fra Blad til Blad.
Men om Vejen, om den gamle,
spurgte jeg ei Morket ad
ved mig langsomt frem at famle.
Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet
alt af Lys derhjemme skimted,
da medeet en Baadsmandspibe
taet forbi mit Ore hveen.
At som en Staty af Steen
flux jeg standsed, at jeg lytted,
Foden flux tilbageflytted,
Gentlemen, I nok begribe.
Men saa tyst paany var alt,
at hver enkelt moden Draabe,
som i Lonnebladets Kaabe
ovenover mig nedfaldt,
naesten som en Klokke klang
i den hvalte morke Gang.
Da medeet for Foden kunde
atter haeve sig til Skridt,
mens jeg standsed for at grunde
paa en Mistro endnu lidt.
Da medeet--jeg horte kun
Lovet rasle ved min Side--
for Sekundens Dryp fik glide
i Forgangenhedens Mund
og den naeste atter kunde
fuld og modnende sig runde..
da medeet, for Tankens Gnist
kunde lysne selvbevidst,
var jeg pludselig af trende
Maend, som sprungne frem af Grunden,
greben, kastet overende,
kneblet, bagtil laenkebunden;
og for en Minut flod vaek
var jeg, klodset som en Saek,
paa den ene Kjeltring laesset,
samt foruden mange Ord
bragt i en Chalup ombord,
som laae skjult der bagom Naesset.
Fluxen blev der halet ud,
til en stor Orlogger hastet,
som just havde Anker kastet
samme Kvel paa Byens Havn.
Uden meget Hovedbrud,
skjondt nok Tanke Tanke jagte,
under Toften jeg opdagte,
at den frie Britte presset
bleven var i Kongens Navn.

Naeste Morgen den Fregat
havde Kours til Plymouth sat.
Der laae Ordres, saa befundne,
at Fregatten skulde, inden
visse Uger vare svundne,
naae de Oer under Vinden.

Vi et Dogn tilende rendte,
og saasnart man agter saae
Scilly-Oerne saa smaae,
at man neppe nok dem kjendte
fra en Vildandsvaerm, der sov,
medens friskt vi skummed vaek,
ud Kanalen, ud mod Vesten,
fik jeg fra Kaptainen Lov
til at slippe af Arresten
under Skibets andet Daek.

Men min Smerte og min Vrede,
bleven rasende dernede,
rented ind deroppe blot
liden Trost, men mere Spot.
Paa et tvundet Toug man pegte,
som paa Storemasten legte.
"Lidt af den, om meer du stonner,
og paany saa i Kaschot!"
Unge Midshipmaend, selv Sonner,
trak paa Skuldren kun til Svar
ad min Tale om min Fa'r.
Naevnte jeg mit Barn, min Viv,
saae de