r, da vil det blive
idetmindste let for Dem
mig den Svaghed at tilgive,
at jeg ikke kunde hemme
Taaren, som sig traengte frem."

Vor Kaptain med Nik bekraefter,
og et Haandtryk fulgte efter,
langt og varmt, som om deri
laa et omt Frimureri,
som om deri deres Sjele
kunde vexlende meddele
samme Folelsens Myster.

"Agterud--saa han begyndte--
agterud en _League_ omtrent,
der hvor hine gronne Pynte
fiint som Traade ud sig spinde,
en for en mod Fjernet spaendt,
til de i dets Blaa forsvinde
der hvor Fjorden synes endt,
Gentlemen, I kunne see
_Cowes_, som forbi vi hasted,
endnu, liig en Stribe Sne,
liig et Skum paa Bredden kastet.

Der, i mindste Huus i Flekken,
men det netteste kanskee,
yderligst i hele Raekken,
saa det sidste Egetrae,
som i _Norriscastles_ Parker
skygged over Byens Marker,
gav dets ene Side Lae,
som om Forsterhuus det var,
mens den anden laae saa naere,
som en Fiskers, Fjordens Fjaere,
at, naar Floden hoit sig skar,
stroede den med perleskjaere
Muslingskaller Hyttens toede
sandbespraengte Trappetrin--
--_der_ i dette Huus jeg boede,
denne Hytte den var min.

Den var Fred og Lykke lovet
i min Faders hvide Hoved;
thi han boede hos mig.
Hvor jeg Efevranker draget
havde langshenunder Taget,
at de kunde flette sig
trindtom Vindvet under Rostet,
der den Gamles Kammer var--
--o i Huset hvad i Brystet
Hjertet er og hvad i Kirke
allerhelligst Sanktuar.
Der min Fader sig forlysted
med paa sine gamle Dage
Fiskenet til mig at virke
siden Synet blev for svagt
til at drive om paa Jagt,
saa han Afsked maatte tage.
Han som Forster nemlig tjente
hos Lord Norriscastles Far,
og med Gamlens Valg det var,
at hans Kammer didhen vendte,
hvor han i sit Vindu kunde
hore pa de gamle Lunde,
paa den Gamledages Sang
fra de tusind Blades Munde
og de kjendte Jagthorns Klang.

"_Johnny!_"--havde Gamlen sagt--
"Jeg er traet af Lordens Jagt.
Tag din Mary Ann tilaegte!
Hun, saalaenge I er' to,
ikke vil din Fader negte
dette lille Kammers Ro.

Og desuden har jeg Grunde
--lagde hviskende han til--
til at skynde, om jeg kunde,
paa hvad du saa gjerne vil.
Rygtet om vor unge Lord
kjender du fra mange Munde;
han ei har det bedste Ord
siden han tilbagevendte
sidst ifra Paris, afbleget,
saa han lignede sit eget
Skyggebilled og hans Mor
knapt sin Forstefodte kjendte.
Og hvad skulde jeg vel see
een Gang ei, men hele tre?
Paa den sidste Uges Jagter
har jeg funden
udenfor din Marys Dor
Lorde