ns egen Jagthest bunden.
Hun er smukkere end sagt er
(kaldes jo af Folket "_Loves
flower, fairy Queen of Cowes?_")
og Mylord, den unge Herre,
han er vaerre
end ham onde Rygte gjor.
Derfor, om jeg raade tor,
naeste Sondag, om du agter ..."

Far fik ikke udtalt for,
jaget som af onde Magter,
jeg til Mary Ann mig skyndte.
I Begreb jeg hende fandt
med sit fagre Haar at pynte.
"Thi--saa hun troskyldig sagde--
_Johnny_, taenk dig! saa galant
er Mylord imod min Moder,
at i sidste Uge trende
Gange han Visit aflagde...
O, han var en Son mod hende,
og mod mig som ommest Broder!"
Jeg naturligt lod mig ikke
maerke med det allermindste,
talte ei om Hvepsens Svaermen
rundt den Rose, den vil stikke,
ei om solveroverglindste
Slanges fule sagte Naermen
til den Finkes trygge Rede,
som den vil til Frokost aede.
Men, som raadet af min Far,
naeste Sondag allerede
Mary Ann min Hustru var.

Gud var god: min Salighed
varte hele Somren ved.
Morgen jeg og Aften taenkte,
at til Grund den ene har
Guds ifra hans Himmel saenkte
Naade til min gamle Far:
at min Lykke ikkun var
uforskyldte Gjenskins Glands
ifra Hans,
paa hans Hoveds hvide Sne
faldne, Guds Velsignelse.

Og for ret mig fro at gjore,
Lorden siden Bryllupsstunden
lod sig ikke see og hore.
Liig i Jorden sjunkne Geist,
liig i Luften stegne Hog,
var han ganske som forsvunden.
Rygtet sagde ham for Spog
for et Vaeddemaal forreist
atter paa sin gamle Viis
skyndsomst over til Paris
med en Svaerm Mylords og Squires.

Men, som byttelystne Glente,
stegen kun saa hoit tilveirs,
at ei Syn den ind kan hente,
skjondt den selv kan alt bespeide,
lodret svaevende, som bunden,
over Byttet den vil veide,
kun i Skyerne paa Luur,--
var han kun paaskromt forsvunden:
og kun Haendelsens Behag,
kun et Slag af Rygtets Tunge,
kun en Streg af _Bonaparte_,
ei Forandring i den unge
Herres Planer og Natur,
foraarsaged, at han sparte
mig en Tid--et Aar det varte-
for min Lykkes Nederlag.

Verden veed, en vakker Dag
fandt man nemlig tomt og spraengt
det forgyldte
trange Papegojebuur,
hvori Frankrigs Orn var staengt
og paa Elbas Klippemuur
frem for Verdens dumme Oine
ligesom tilskue haengt,
og at Frankrig den Udfloine,
som med Skraek Europa fyldte,
flux paany med Jubel hyldte.
--Alle Britter, Torys mest,
som til Frankrig vare dragne,
maatte, forteste som bedst,
Spurve liig fra Ornens Rede
ved dens egen Hjemkomst jagne,
sig ad alle Kanter sprede:
De