nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ornen sidder
paa hoien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den
gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa
vel Kjaerligheden hore. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod
eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har
dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg
ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jorgen Friis eller
Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem
Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjor? Jeg har endnu ikke givet
mit Lofte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil
selv vaelge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal haenges!... Nu
maae de vel forresten snart vaere her. Naar min Fader er med, gaaer det
rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke
faaer Oje paa Vognen.

_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Hoire).# Nei, endnu
er der Intet at see; der er ikke en levende Sjael paa hele Veien. Jo, fra
den anden Kant kommer der En.

_Abigael_ #(som har sat sig paa Baenken).# En Bonde?

_Bodil_ #(skygger med Haanden for Oinene).# Nei, skjonner jeg ret, er
han kjobstadklaedt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet
midt i Solskinnet og baerer Hatten paa en Kjaep.

_Abigael_. Kommer han her forbi?

_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er
den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har faestet!

_Abigael_. Paa din Anbefaling.

_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjaerestes, for selv er jeg ikke
kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de
fulgtes ad til Akademiet i Kjobenhavn.... Hor, kan I hore ham synge?
#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer naermere.)#
Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjon Rost, og Viser
kan han ogsaa digte.

_Abigael_. Ei, ei! det maa jo vaere en sjelden Fugl af en Skriver.

_Bodil_. Der er han!

#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius,
kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjaerdet. Han baerer Hatten og en
lille Vadsaek paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for
Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Oie paa
Bodil.)#

ANDEN SCENE.

_De Forrige. Ambrosius_.

_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I
har vel hjemme her, kan jeg taenke. Forer denne