kan blive her en Stund og holde mig med
Selskab, om I ellers har Leilighed.

_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frokenen vil tage tiltakke.

_Abigael_. Jeg lider godt at hore Jer tale. I fortaeller mig altid et og
andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.

_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte
med, men naar Frokenen er noiet....

_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens
de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker
Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i
Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nogle; I faaer holde det for
mig, om I vil.

_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig
ovet i den Gjerning.

_Abigael_. Betyder Intet, den laerer I snart. #(Hun giver ham Garnet og
viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa
der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et Oieblik og horer derpaa lidt op)#
Det var ellers saert, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters
Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de
forskjellige Vaexter hver isaer havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor
falder I paa Sligt?

_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjor mig, naar jeg
spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og
Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Froken!

_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det?

_Ambrosius_. De fodes jo og voxer, opdraettes af Vorherre i det Frie
eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og doer--hvad gjor vi
Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _fodt_ er vel en Trost, men bedre
vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _dod_ er hele Sagen." Det
kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.

_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?

_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver
eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Oine, naar vi sover ind,
og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har laest, at der gives Vaexter i
fremmede Lande, der traekker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen
rorer dem med ublid Haand.

_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af
Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ...
#(horer op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne foler
Kjaerlighed?

_Ambrosius_. Det gjor de sikkerlig. Jeg taenker for Exempel, at de har
stor