e vaeret og hvor stor Glaede den havde
forskaffet mig. Og saa kom jeg til at taenke paa, hvor kort den havde
levet, og hvor hurtig alt det Skjonne forgaaer, og ... ja, saa gik det
med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en
underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste
op og udtale, hvad der rorte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den
dode Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede
og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers
forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt.

_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog
mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjaeld.

_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke vaerd at gjore sig kostbar for. Jeg kan
sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.

#(Han tager et Papir op af Lommen og laeser folgende Digt:)#

"Du deilig Rosenknop,
Lad mig dig ret betragte
Og paa den Skonhed agte,
Som meer end Konst og Pragt
Er i dit Baeger lagt."

"Du deilig Rosenknop,
Hvis Blade gjer saa mange
Smaa Labyrinters Gange
Og dufte Luften op,
Du deilig Rosenknop!"

"Du deilig Rosenknop!
Igaar sad du med Glaede
Smukt paa dit Tornesaede;
Men du blev brudt, og see,
Idag du visnede."

"Du deilig Rosenknop,
Din friske Farve svinder,
Dit matte Rodt mig minder,
At Herlighed forgaaer
Og Skonhed Ende faaer."

"Du deilig Rosenknop,
Naturens Mesterstykke!
Ak, hvor er nu dit Smykke?
Igaar Du blomstrede,
Idag du visnede!"

_Abigael_. Vil I skjaenke mig den Opskrift?

_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frokenen vil vaerdiges at modtage den. Havde
jeg taenkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee
bleven kjonnere.

_Abigael_. Det er et Sporgsmaal. For mig er den kjon nok.

_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan vaere kjon nok
for Jer, naadige Froken!

_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tove laengere.

_Ambrosius_ #(raekker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I
har Taarer i Oinene! Jeg har dog vel aldrig kraenket Jer med noget Ord?

_Abigael_. Vist ikke ... Farvel!

_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Froken, gaa ikke saaledes bort! Har
jeg vaeret for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for
naer, saa beder jeg bonlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke baere Eders
Vrede.

_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ...