har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var
ifjor, saa....

_Baronen_. Hvad saa?

_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro vaere bedre.

_Baronen_. Hor, Abigael, gjor mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din
salig Moders Dod har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal
det, Vorherredod, have en Ende! Du er faestet til Junker Claus fra du var
Barn, I har vaeret sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen
hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjore en anden Vej? Nei,
saa gid...!

_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har
sin Tid, maa du taenke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands.
Forst skal Toiet kjobes til min Brudeklaedning, og saa skal det skaeres og
syes og....

_Baronen_. Spraettes op og syes om og forkortes og forlaenges ... aa, jeg
gider ikke hore paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte
Klaeder efter Reisen. Naar hun er faerdig, maa du selv gjore din
Forsommelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender
sig, faaer han Oje paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad
er han for en Landstryger, og hvad har han at gjore her i Haven?

_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den
Skriver, som....

_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er
ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og
Visekraemmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der
faaer han at vide, hvad han har at gjore. Han faaer sit Kammers for sig
selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter
han paa?

_Ambrosius_. Paa at hore, hvad den naadige Froken behager at sige om min
Rost.

_Baronen_. Hvad for noget?

_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og
spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.

#(_Jorgen Tjener_ kommer ind.)#

FJERDE SCENE.

_De Forrige. Jorgen_.

_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg sporge? #(til
Jorgen).# Har han noget at sige mig, saa vent!

_Abigael_. Der har jo tidt vaeret Tale om, at Degnen skulde saettes paa
Aftaegt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da
jeg horte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa taenkte
jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjaelp og siden lose
ham af, naar det gjordes fornodent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at
jeg kunde hore, hvad han duede